Om

Lidt om, hvem jeg er!

Jeg hedder Lene. Jeg er 47 år, uddannet socialrådgiver og arbejder på et bosted og udviklingscenter.

I sommeren 2020 flyttede jeg tilbage til Danmark efter fem begivenhedsrige år som udlandsdansker i Bruxelles med min mand (først Googlemanden, senere Metamanden og nu Ok-Manden) og vores to piger, som nu er blevet 20 og 17 år.

Jeg startede denne blog, da vi flyttede til Bruxelles, og den har hovedsagelig handlet om vores hverdag dernede – lige fra de små glimt i gadebilledet til de lidt større tanker og udfordringer, der kan være i at skulle have en hverdag til at fungere i et andet land med en anden kultur, hvor vi ikke altid var helt tunede ind på, hvordan man gjorde tingene på den “rigtige måde“.
Alt sammen forsøgt beskrevet med et finurligt glimt i øjet og lidt humor :), men ofte også med en alvor bag.
En alvor, der ikke altid var – eller er – lige til at gennemskue for en ikke-indfødt!

Men nu har vi været tilbage i Danmark nogle år –  og det har også sin charme på flere måder …

Jeg håber, I vil læse med.