Et “Hospitalseventyr”

Jeg har flere gange givet udtryk for min begejstring over hospitalsvæsnet hernede… – men mine oplevelser gennem de sidste par dage har ændret lidt på det hele.

Og jo, jeg ved godt, at det til tider kan være en ret så kompliceret affære med den menneskelige natur …

Men alligevel …

Når man henvises til børneafdelingen, kunne man så ikke godt tillade sig at forvente, at det rent faktisk var noget, der minder om en børnelæge – eller i det mindste blot én, der besad en form for børnelogik – der blev koblet på sagen?

Yngstebarnet klager over ondt i maven tirsdag eftermiddag. Og det er der som sådan ikke noget voldsomt alarmerende ved – man kan jo godt ha’ ondt i maven uden lige at være klar over hvorfor?
Det kommer og går lidt i perioder i løbet af eftermiddagen – men hen under aftenen er det virkelig slemt.

Da hun bare stikker til aftensmaden og siger, at hun har kvalme tænker jeg, at det måske er et maveonde, som så ofte florerer på skolerne her i Belgien – og noget alle taler om …
Heldigvis har vi ikke været ramt af det mere end en enkelt gang tidligere. Og dem af Jer, der har læst nogle af mine tidligere indlæg på bloggen kan måske huske, at det der med hygiejne ikke er noget, der praktiseres i det virkelige liv på skolerne hernede …
Derfor har en privat fond nu sat sig for at hjælpe dusinvis af de fransksprogede skoler i Bruxelles med deres “infrastruktur” ved at tilføre 165.000 euro til projektet… – Men det er en anden historie!

Gennem hele natten klager yngstebarnet over smerter og kan ikke sove – og det plejer ikke at være hende.
De der kender vores yngste barn ved, at nok er hun aktiv med 250 km i timen det meste af dagen – men om natten, der besvimer hun og er, uden undtagelse, den sidste der står op i weekenderne.

Onsdag beslutter jeg derfor at tage hende med til lægen, da hun viser tegn på voldsom smerte ved tryk/slip på maveregion omkring navle – dog lidt mod venstre side – men symptomerne kunne for mig minde om noget med blindtarmen, selv om jeg godt ved, at den burde sidde i højre side … Men eftersom jeg jo ikke er læge eller noget der ligner, så skal jeg ikke hjemme-diagnosticere noget her!

Egen læge har ingen tider, så vi får tid hos en anden læge klokken 16:00, og jeg slæber barn med ud i 29 graders varme og ind i lægehus til ganske sød læge.
Hun mener ikke, at det har noget med blindtarmen at gøre, da smerten primært er i barnets venstre side. Hun vil derfor hellere koncentrere sig om en evt. blærebetændelse og vil gerne have en urinprøve.

Men da barnet ikke har indtaget noget som helst, ud over en skive tørt brød i løbet af dagen, er det lidt svært at komme videre i processen lige på det tidspunkt, og vi må afsted efter sodavandsis og masser af vand.
Det lykkedes klokken lidt over 18 at få prøven “i hus” – og resultatet viser noget, som jeg ikke helt får fat i, fordi lægen selv er usikker og derfor ringer til “bagvagt” på hospital (faktisk hele 5 gange i løbet af konsultationen).

Hun væver meget frem og tilbage og ved ikke rigtig … – og vil heller ikke rigtig lytte på mig, da jeg siger, at min bekymring mest går på, at barn “normalt” har en ret høj smertetærskel og ikke rigtig reagerer på smerte – fx. spillede hun badminton og hoppede i trampolin med brækket kraveben, cyklede med brækket albue, og stod på ski med knæskallen siddende ude på venstre side af knæet!

Hun ender dog med at udskrive antibiotika imod blærebetændelse og piller imod mavekramper – til indtagelse 3 gange dagligt i 10 dage.
Efter sidste opkald til “bagvagt” beslutter hun dog alligevel også at ringe til specialklinik for ultralydsscanning og booke en tid til scanning af barn torsdag morgen for at være helt sikker – “Fordi der kan være så mange symptomer på blindtarmsbetændelse”, siger hun så…. –
Vi er altså nu ovre i noget der minder om en helgardering fra lægens side.

Selv om det kan virke ret frustrerende, når man sidder lige midt i det, så virker det fair nok fra lægens side lige på det tidspunk. Hun er tilsyneladende ret ny i faget, og hvis ikke vi var de første patienter, så var der jo bare nogle andre, der var det, tænker jeg på vejen hjem.

Vi får henvisning med adresse på scanningsklinik og tager på apoteket efter medicin (og juice til at skylle ned med).

Men torsdag morgen klokken 08:30 begynder jeg ligesom at miste den der forståelse for “systemet” en lille smule.

Den henvisning vi har fået – med adresse på scanningsklinik – er slet ikke til den klinik!

De aner ikke, hvad vi taler om – de har ikke snakket med nogen læge og har intet noteret om scanning af yngste barn.
Tre sekretærer sidder og bladrer frem og tilbage i en papirkalender og trækker på skuldrene og ved ikke, hvad de skal gøre – de kender ikke navnet på den læge, som er noteret på henvisningen til at udføre scanningen?

Heldigvis kommer der en læge og siger, at de da kan prøve at ringe til vores læge, der har lavet henvisningen og spørge hende …
Og det gør de så – og finder ud af, at det er til en helt anden klinik i den anden ende af Bruxelles!

Nu bli’r jeg lidt træt igen … – og den søde sekretær ringer af egen fri vilje til den rigtige klinik og spørger, om der er mulighed for, at vi kan komme lidt forsinket?

Men desværre er svaret; Nej!

Men så er det, at der sker noget helt uventet.
De tre sekretærer snik-snakker lidt. De siger, at vi lige skal vente i venteværelset – og lidt efter kommer en af dem ud og siger, at hvis vi vil vente 20 minutter, så skal en af lægerne hos dem nok lave scanningen, for det er jo ikke rimeligt det her.

Der var jeg næsten ved at tude af glæde!

Meget sød læge scanner og konkluderer efter en halv times tid, at der er noget unormalt “væskefyldt” omkring blind- og tyktarm, og at dette formentlig kan være blindtarmsbetændelse.
“Dog skal det lige bemærkes, at blindtarmen hos dit barn ligger lidt mere centralt under navlen og ikke så langt til højre side, endnu”, siger hun – og råder os til at tage direkte på hospitalet.

Hun skal nok lave henvisning og give os med sammen med rapport om, hvad hun har set på scanningen – inkl. link og kode, så hospitalet selv kan gå ind og kigge på billeder fra den scanning hun netop har foretaget.

Jeg tuder næsten af glæde igen over at blive taget alvorligt!

Men hun er dog nødt til først at få bekræftet fra vores egen læge, at det er ok med hende, at vi henvises til hospitalet – Formaliteterne skal være i orden!

Ja, right, vi er i Belgien …!

Heldigvis er det i orden med vores egen læge! – Alt andet ville da også have været en mærkelig beslutning – efter min mening …

Nå, ud i sporvogn og ned til Metro – som heldigvis har stop lige ved hospitalet.

Og her er det så, at vi virkelig får fornemmelsen af at være i Belgien igen – Der hvor den ene ikke ved, hvad den anden siger eller gør eller hvilket sprog de for den sags skyld taler – fransk, flamsk, engelsk … – “Er I fra sverige?”, spørger de.

Nej, vi er fra Danmark – men er det ikke underordnet lige nu?
Her er en henvisning, id-kort, ISI-kort på barn, gule klistermærker – You name it – jeg har det hele med!

Vi henvises til venteværelse og kommer lidt efter ind til modtagesygeplejerske, som tager yngstepigens temperatur og konstaterer, at det da ikke kan være blindtarmsbetændelse, da smerten sidder i venstre side under navlen!
Hun giver mig scanningsrapporten fra morgenen tilbage og siger, at den ikke kan bruges til noget!

Hun følger os over på børneafdelingen, hvor vi sidder og venter en halv times tid i venteværelset blandt malede ræve, egern og pindsvin på væggene, inden en grønklædt mand kalder os ind på selve afdelingen.
Han taler meget langsomt, hvilket faktisk er fint nok i starten. Men da han ikke kan følge med i barnets egen forklaring – fordi han samtidig skal notere det (med et-fingersystem) i rapporten – bliver han irriteret på hende og siger, at hun skal vente, og at det er nemmere, hvis han taler med hendes mor.

Ja, right – men nu er det jo barnet, der har ondt og ikke moderen – ud over ondt af sit barn!

Efter udførlig rapport omkring alle aktiviteter de seneste dage (samt rejser inden for de seneste 3 måneder) og information om samtlige familiemedlemmers helbredsmæssige situation vil han gerne undersøge barnet.

Reaktionen er stadig voldsom smerte ved tryk/slip under navle og lidt til venstre – men smerten har dog nu bredt sig til lidt længere ned mod lysken.
Han vælger at fortage undersøgelse en gang til, bare lige for at være sikker på, at han stadig er i tvivl og tilkalder derfor overlægen – som så kommer og foretager nøjagtig samme undersøgelse – hun er også i tvivl.

Og her behøver jeg vist ikke nævne, at barn er opløst af gråd.

De snakker lidt frem og tilbage …

Jeg fortæller dem om morgenens scanning og giver dem rapporten inkl. link og kode, så de kan se billederne.
De afviser med bemærkningen;

 

” Vi har vores eget ekspertpersonale til den slags her på hospitalet, så hvis vi mener, at der er grundlag, så skal vi nok selv foretage en scanning!”

“Vi skal i øvrigt have taget en blodprøve på din datter”, siger de og går ud af døren …

Efter en halv times tid kommer den grønklædte tilbage med et stykke papir, som han giver mig og beder os gå til scanning i kælderetagen;

“Og når I kommer tilbage her til børneafdelingen, skal vi have en urinprøve. Men ikke nu – for det er nemmest for lægen, der skal scanne, hvis der er noget i blæren under selv scanningen”!

Ved scanning er vi de eneste i venteværelset, og barn kommer derfor ret hurtigt på briksen.

Men skæbnen vil åbenbart, at barnets blindtarm ikke er at finde. Den er i hvert fald ikke i højre side, hvor scanningslægen leder efter den. Han maser simpelthen så hårdt ind i maven på barnet, at hun skriger – og til hendes bøn om, at han letter en smule på trykket svarer han;

“Alle synes, at det gør ondt, når jeg scanner!”

Og ja, der kom løvenmoderen op i mig – for det kunne han godt ha’ sagt på en anden måde til hende!

Han stopper scanning og henter overlægen, som kommer ind og venligt forklarer, at hun nu vil foretage resten af scanningen, fordi hendes kollega ikke kan finde min datters blindtarm, og at de jo meget gerne vil se blindtarmen.

Jeg oplyser hende om morgenens scanning, og giver hende rapporten med link og kode. Hun læser den og siger; “Jo, det kan da forekomme, at blindtarmen ikke ligger i højre side – men som regel ligger den altså i højre side!”

I rest my case – og svarer blot;”Jeg er ikke læge!”

Men overlægen finder heller ikke barnets blindtarm. Og barnet er nu så grådkvalt og tissetrængende af al den trykken på blæren, at de må stoppe undersøgelsen.

Jeg beder om glas til urinprøve, da børneafdelingen har sagt, at de skal bruge urinprøve, og får udleveret to små glas med låg.
Vi bliver bedt om at komme tilbage til ny scanning klokken 14:00, og får at vide, at barn bare kan drikke og spise, for når de ikke kan finde blindtarmen, så er det nok ikke blindtarmsbetændelse …?

Super, vi får klaret toiletbesøg og humøret hos barnet stiger en smule, for hun er ret sulten og tørstig, så vi køber noget vand og lidt kiks i hospitalskiosken på vejen, inden vi begiver os tilbage til børneafdelingen – hvor vi bliver mødt af låst dør og nedrullede persienner …
De holder siesta frem til klokken 14:00!

Her er det så, at jeg endnu engang bli’r træt!

Vi sætter os i venteværelset med iPad, kiks og vand (og de to glas med låg på).

Klokken 13:35 kommer den grønklædte læge gennem venteværelset og siger; “I ved godt, at I skal til scanning igen klokken 14:00, ikke?”

“Jo, det ved vi, og her er urinprøverne, Voilà”

“Jamen dem kan vi ikke bruge – det skal laves heroppe i specielle bakker! – og husk, at hun ikke må drikker eller spise noget”

“Ja, godt – men det var så ikke muligt på daværende tidspunk – og gæt selv hvorfor, Siesta-Kaj! Og i øvrigt har din kollega, som scannede, lige sagt, at hun gerne må spise og drikke!?”

“Nå, okay”, var hans eneste kommentar.

Og herefter er jeg faktisk ikke i stand til helt at huske, hvem, hvad, hvor mange eller andet – for da vi kom tilbage til scanning klokken 14:00 var de ikke klar over, at vi skulle komme igen. Ingen kunne finde lægen, som ikke kunne finde barnets blindtarm, og eftersom vi ikke havde en henvisning til scanning med (nej, for scanningslægen beholdt jo alle papirerne på nær rapporten med link og kode), så var der ikke tid til os …?

Men som en af mine søde veninder skrev til mig (da jeg i min frustration over det hele endnu engang læssede af på hende via sms);

“Måske har lægen allerede sagt op – det er jo nok lidt af et nederlag, hvis man som læge ikke kan finde blindtarmen?!”

 

Og ja, det lyder som en mulig grund – vi så i hvert fald ikke mere til dén læge.

I stedet fik vi lov at sidde og vente i to timer – og så kom der en mave-tarm-kirurg og sagde, at hun var blevet tilkaldt af børneafdelingen til at føle, om der var grundlag for noget…?
Hun foretog så endnu en tryk/slip undersøgelse og henviste til ny scanning – for hun var ikke meget for at foretage operation af blindtarm, hvis de ikke kunne finde blindtarmen …

“Nej, ok, det lyder rimeligt nok … jøsses … – men har I så en anden idé til løsning af problemet?

Jeg spørger blot, fordi jeg ikke er læge, og fordi mit barn nærmest er i kramper på briksen, og tårerne vælter ud af øjnene på hende!”

“Ja altså, vi skal jo også have taget en blodprøve, så vi kan se en evt. infektion!”

“Ja tak, det har jeg fattet – men hvorfor startede I ikke med den i morges i stedet for vente til nu, hvor klokken er 17:07?? Hvis I havde taget den blodprøve allerede klokken 10:12, hvor I nævnte det første gang, så havde der nok været svar på den nu?”

“Jeg prøver lige at finde en pædiater”, sagde hun så…

“Merci”, var det eneste jeg kunne få frem – og tænke i mit stille sind, at det ville være nærliggende eftersom vi befandt os på børneafdelingen.

Nå, men afsted til scanning igen – hvor ny scanningslæge lokaliserede blindtarmen til at ligge lidt til venstre gemt bag blæren – men uden tegn på alvorlig tilstand!

Tilbage til børneafdelingen, hvor der klokken 18:03 kom en laborant ind til os.
Og hun var nok det sødeste menneske, vi indtil videre havde mødt i hele det her “hospitals-eventyr”.

Hun forklarede stille og roligt yngstepigen, hvad der skulle ske og hvornår hun gjorde hvad.
Desværre lavede hun bare to fejl-stik, inden hun fik taget blodprøven – og det er der måske andre end mig, som ved kan gøre lidt nas!
Men hun var rigtig rigtig sød og trøstede yngstepigen på en sød og fin måde.

Og da jeg spurgte hende, om vi måtte gå i kiosken efter noget at drikke og spise, sagde hun, at hun straks ville finde en læge at spørge.
Lidt efter kom hun tilbage og sagde; “Gå I bare i kiosken – men I skal være tilbage om en time – og I må ikke forlade hospitalet!”

Klokken 20:03 fik vi svaret; “Vi kan ikke finde ud af, hvad det er, din datter fejler – formentlig er det en virus i “colon” – og det kan vi ikke behandle medicinsk – det kan blot dulmes med smertestillende!
Men du må ikke give hende de tabletter, som din egen læge har ordineret mod mavekramper! Det er mere kompliceret end som så – De er ikke egnet til børn og de er mest kendt for at give forstoppelse og kan være meget hårde for maven.

Nu gav mave-tarm-kirurgens rynkede bryn pludselig mening for mig, da hun spurgte til hvilken medicin yngstepigen fik…?
Jeg havde heldigvis taget et billede af de to medikamenter, som vi havde fået ordineret af lægen dagen inden.
Og kan så nu blot undre mig over, at de overhovedet blev udskrevet til et barn?

Men nu er vi hjemme igen. Natten er forløbet ok og barnet er i nogenlunde humør. Hun har stadig ondt men får smertestillende… – og forhåbentlig slutter hospitals-eventyret her for denne gang!

Og så vil jeg blot huske på, hvad min gamle læge i DK sagde; “Husk, en mor er den, der kender sit barn bedst!”

God weekend og Sankt Hans.

Kh.