Tak er kun et fattigt ord

For fem år siden udgav jeg dette indlæg om Belgiens sødeste Mamie – I går lukkede Mamie desværre sine øjne for sidste gang og verden er blevet en stor personlighed og historiefortæller mindre. Jeg tænker derfor, at det er på sin plads at sende Mamie en sidste tak for at have beriget mit liv.

Hvil i fred.

***

Jeg har gennem de seneste 6 uger været “hjemmesygeplejerske” for måske nok Belgiens sødeste ældre lille dame – vores nabos 85-årige Mamie – mens hendes egen familie er på ferie et sted, hvor det desværre ikke kan lade sig gøre at have Mamie med i forhold til de udfordringer, Mamie har med sit helbred og bevægeapparat.

Mamie kan mange ting selv, men hun skal have lidt hjælp til både at gå på trapper og til at få dryppet sine øjne to gange dagligt – og i den forbindelse får vi os hver dag en kop café og en lille snak om tiden, der er gået, mens vi bl.a. kigger på fuglene, som kommer og nyder godt af al den mad, Mamie har hængt op til dem i træerne.

Forleden dag spurgte Mamie, om jeg ville høre om den gang, hun som 9-årig tissede i bukserne?
Det var en oktober aften i 1940 – den aften Gestapo kom og hentede hendes far midt i aftensmaden – og derefter så de ham aldrig igen …

Shit, hvor er det en barskt fortælling!

Men hold nu op, hvor er det bare SÅ meget mere interessant at høre den historie og om tiden derefter fortalt gennem en levende Mamie og se udtrykket og ændringerne i hendes ansigt, når hun fortæller om sit liv og sine oplevelser i stedet for at læse om det i en historiebog! Tænk, hvad det har gjort ved et barn at se sin far blive ført væk på den måde uden at vide, om han kom tilbage igen.

I dag slutter min tid som “hjemmesygeplejerske” for Mamie, og det har været en sand fornøjelse og meget berigende at tilbringe så meget tid sammen med hende gennem mere end en måned.

Mamie er en éner med interesse for mange ting – her kan bl.a. nævnes; skihop, blomster, madlavning, politik, dyrevelfærd, gamle film, musik m.m. – og vi har delt mange personlige synspunkter, oplevelser og anekdoter over endnu flere kopper kaffe og croissanter.

Mamie har fortalt mig hemmeligheder, som jeg har lovet ikke at fortælle til hendes børn – og vi har kigget i gamle fotoalbums, støvet af i det store vitrineskab med alt hendes franske miniature og vasket op til tonerne af Gene Kelly’s “Singing in the rain” – og da jeg viste hende YouTube-versionen på min telefon, forlangte hun, at den blev sat på repeat igen og igen – https://www.youtube.com/watch?v=D1ZYhVpdXbQ

Mamie har berettet om det at være barn og leve i en familie, hvor man ikke talte om de forfærdelige ting, som var hændt, men i stedet blev pakket ind i vat af en overbeskyttende mor og to større brødre, og om hvilke rebelske konsekvenser det har haft for hende som teenager. Hun har berettet om det at bo fire generationer under samme tag, da børnene stadig var små og hun selv blev skilt fra sin første mand og børnenes far.

Mamie har også spurgt meget ind til Danmark og den danske kultur – hun er meget optaget af det danske fænomen “at hygge sig”, da hun har læst om det i avisen og også set en udsendelse i tv om “hygge” – Ikke mindst har hun forsøgt sig at lære lidt danske gloser og flere gange sagt: “Ihh, hvor vi hikker os, Lene“!

I formiddag fortalte hun mig også med stolthed i stemmen, at hun skulle have “kælling” til middag … – det blev så lidt efter til “killing” og “kulling” inden hun til sidst knækkede koden og fandt ud af, at “ky” på dansk har samme udtale som “cu” på fransk.

Mamie er bevis på, at hvor der er vilje er der vej – og jeg har lovet hende, at uanset om jeg er her i Bruxelles eller jeg flytter andre steder hen, så kommer jeg og besøger hende, så vi kan “hikke os”!

Mamie, tak fordi du har beriget mit liv!

Kh.