Nogle gange er det lidt som at være med i en scene i Matador

Jeg føler mig lidt henledt til Korsbæk, når jeg passerer det her hus ikke så langt fra vores hjem i Bruxelles – altså bort set fra at dette hus ikke hedder “Tøjhuset” og heller ikke har været med i “Matador” – men der er alligevel noget over farven og formen.
Faktisk er der flere ting hernede, der minder mig om noget, der kunne have været en “scene” i Matador.

Vi kom hertil som de fremmede, der ikke rigtig kunne sproget eller kendte til kulturen i denne lille del af Bruxelles, som viste sig at være en af de finere dele af byen.
Vi blev accepteret og taget til “nåde”, for vi vidste jo åbenbart ikke bedre – men det var absolut ikke med alles gode vilje, og vi er godt nok blevet negligeret af mange hernede – alt fra kassedamer i supermarkeder til borgerservicemedarbejder, bankfolk og skoleledelse.

Heldigvis havde vi nogle dejlige naboer og min mand nogle søde kollegaer, som gerne ville hjælpe os og komme med gode råd, når det hele blev alt for besværligt.

Men nu hvor vi efter at være flyttet ca. 800 meter, og helt uden at være klar over det, inden kontrakten var underskrevet, lejer hus af en af Bruxelles højtstående politikere (som derudover også er rådmand af 1. grad for kommunens skoler) er vi pludselig blevet en del af det fine borgerskab, hvor personalet i banken afbryder det de er i gang med og kommer og holder døren for os og spørger, hvad de kan være behjælpelige med – selv om vi bare er i banken for at benytte hæveautomaten.
Ja, selv håndværkerene ankommer inden for en time, når de hører hvad vores adresse er – også selv om de til at starte med har oplyst, at det tidligst kan blive i næste uge.

Ældstepigen har endda nævnt, at det administrative personale på hendes skole udmærket er klar over, at hun er datter af rådmandens nye lejere – og at de aldrig kommer ind i klassen og råber ad hende på samme måde, som de gør ad de andre elever – men i stedet bare stopper hende på gangen og pænt beder hende om at aflevere diverse dokumenter, der nu engang skal afleveres efter sygdom eller andet, som vi forældre skal underskrive (såsom ordensreglement, tro- og loveerklæring på, at vi støtter op om børnenes undervisning og sørger for, at de laver deres lektier m.m.) –
Dog kan hun ikke få lov at aflevere noget en dag for sent og så samtidig forvente, at det godtages og ikke bliver noteret i karakterboge – for så går der jo rod i sekretærens “bogholderi” – Så alt med måde …

Jo, det er ok at være VIP by proxy – men altså også en smule tankevækkende og ganske frastødende, at der er den forskelsbehandling – og hvorfor komme ind i klasserne og råbe ad børnene? Bliver børnene bedre mennekser af at blive udstillet over noget, som deres forældre måske har glemt at underskrive eller ikke lige har været opmærksomme på – eller lærer børnene bare, at voksne er en autoritet med stort A, som de blot skal føje?

Jeg tror det ikke! Men jeg ved i hvert fald, at vores ældste pige ingen respekt har for sin matematiklærer, når hun brøler ad dem, fordi de har misforstået hendes instruks og alle lavet fejl i ugens matematikprøve – og matematiklæreren samtidig sender en mail til alle forældre i klassen om, at det kommer til at gå dårligt for vores børn til næste års afgørende matematikprøve, og at hun i øvrigt på inden måde længere er motiveret for at undervise vores børn.

For det første, så snakker vi om en matematikprøve, der ligger over et år ud i fremtiden – mon ikke der skulle være mulighed for at lære det?
For det andet, så skriver hun, at det er samtlige elever, der har fejlet, på nær den elev, der ikke var til stede under gennemgangen af stoffet – (hvilket i min optik slet ikke giver mening, for så må det jo have noget at gøre med den, der har formidlet stoffet eller måden hvorpå det er blevet gjort)
For det tredie, hvis hun ikke er motiveret for at undervise vores børn, hvordan skal børnene så være motiveret for at modtage undervisning fra hende?

Jeg tror, at jeg gemmer den mail lidt – just in case – for jeg tror faktisk ikke, at den holder i retten, hvis det endelig kommer til stykket …

Nå, men børnene har nu fået weekenden til at “gøre det godt igen”, og skal på mandag have en ny matematikprøve, hvor de minimum skal have 80 % korrekt – og hvis ikke de har det, så skal de (og hold nu fast) i hånden med fyldepen og på ternet papir kopiere den sidste måneds matematikpensum fem gange – FEM GANGE!

Men ok, den sidste måneds matematikpensum er jo ingenting i forhold til den dreng i klassen, der har fået weekenden til – i hånden med fyldepen – at kopiere hele det sidste halve års pensum i ALLE fag som straf, fordi han er bagud med nogle afleveringer og ikke altid kan finde ud af, hvordan han skal opføre sig.
Tilsyneladende har de sidste 6 måneders råben og skældud ikke rigtig haft den ønskede effekt på ham …
Og det værste er, at det var et af de andre børn i klassen, der blev beordret til at låne ham sine mapper, og derved ikke har sine egne noter til at forberede sig på mandagens ekstra matematikprøve.

Behøver jeg nævne, at vores pige var lykkelig over ikke at være den, der blev udpeget som “udlåner” …

Kh.

Måske synes du også om ...

2 kommentarer

  1. Kære Lene
    Tak for den fine historie.
    For nogen tid siden fik min svigermoder at vide af hendes hjemmehælp, at i Aalborg Kommune yder man ikke den service, at ordne sengen. Hun er 94, bor i egen bolig, men er afhængig af hjælp til personlig pleje.
    Jeg skrev til Rådmanden for Ældreplejen (som vi bor næsten nabo med). Kort tid efter fik jeg et fint brev, hvori han beklagede fejlen, og siden har min svigermoder fået en meget bedre service af Hjemmeplejen.

  2. Kære Jens,
    Tak fordi du læser med.
    Ja, det er utroligt, at man nogle gange skal tage den slags midler i brug – og hvor er det ærgerligt og synd for dem, der ikke selv har ressourcerne eller ikke har nogle til at hjælpe med at kæmpe for sig.
    Hilsen Lene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.