Fredag den 1. september 2017
I dag er det fredag – men ikke en helt almindelig fredag.
Det er fredag den 1. september 2017 – og det betyder 1. skoledag for børnene i “L’école Primaire Francophone”.
For to år siden var 1. september en dag, der var blevet set frem til med spænding og også en smule nervøsitet.
En hel ny tilværelse som barn i den fransk-belgiske skole – og ikke mindst som forældre til børn i den fransk-belgiske skole – ventede forude, og ingen af os vidste med sikkerhed, hvad vi gik ind til.
For et år siden var 1. september en dag, som vores piger absolut ikke så frem til, for nu vidste de begge, hvad der ventede dem de næste ti måneder – og det var på ingen måde noget, de havde drømt om – faktisk langt fra.
Men de rettede deres små rygge, skiftede blækpatron i deres “stylo-plume” og gjorde deres for at gennemføre – Og dét gjorde de!
I år er 1. september igen en dag, der er set frem til med spænding – Ikke fordi vores piger fuldt ud respekterer den måde det fransk-belgiske skolesystem fungerer på, eller den måde hvorpå lærere og skolens personale til tider agerer – men de har accepteret, at nu er vi her, og sådan er det – og så må vi få det bedste ud af det.
Og nogle gange må man selv gøre noget ekstra, hvis man vil have at tingene skal ændre sig – og derfor starter yngstepigen på “École de Cirque”, mens ældstepigen, der bestod sin afgangseksamen i juni måned – skifter École Primaire ud med École Secondaire, og dermed bliver en af de store med eget id-kort og friheden til at færdes på egen hånd.
Og nu er dagen så endelig kommet.
Tasken har været pakket siden tirsdag, og maven er fyldt med sommerfugle – i hvert fald for den yngstes vedkommende – hun har haft svært ved at falde i søvn de sidste par aftener.
Den ældste virker rimelig upåvirket på en meget teenager-agtig måde – og kan i øvrigt falde i søvn hvor og hvornår det skal være – men det kan hun jo også sagtens være, for 1. årgang i Secondaire skal først møde til 1. skoledag på mandag.
Nu håber vi bare, at det hele lever op til forventningerne – eller i hvert fald nogle af de forventninger, der er opstået i løbet af sommerferien.
Det var i hvert fald en glad lille pige, der her til morgen blev modtaget med knus og kram af sin nye lærer, inden hun blev taget i hånden og fulgt over på rækken til sine nye kammerater – og her må forældre gerne gå med ind på skolen og i skolegården …
Jeg hørte samtidig sekretæren informere læreren om, at yngstepigen måske kan være lidt tilbageholden i nogle situationer, da hun kommer fra en skole, hvor der har været et “anderledes fokus” – hvilket fik den nye lærer til at give yngstepigen endnu en krammer og signalere: “Det skal vi nok finde ud af!” til mig.
Godt, at jeg var på vej videre på det tidspunkt, for ellers havde jeg nok knebet en tåre til offentligt skue… – Men helt igennem en dejlig oplevelse for moderen at aflevere sit barn på denne skole
!
Uhhh, hvor jeg glæder mig til at hente hende i eftermiddag og høre om 1. skoledag!
NB. Skolepatruljen ved denne skole består af en politimand med kasket og hvide handsker, som holder alt fra cyklister til sporvogne tilbage, så børn og deres forældre kan komme sikkert over på den anden side af Boulevarden – minder mest af alt om billedet fra “Wonderful Copenhagen” af politimanden, der leder andemor og ællinger over vejen – Smukt!
Ha’ en dejlig fredag og god weekend!
Kh.
En kommentar
Lene
❤️