Hverdagen

Et æble om dagen

Home-knappen på ældstepigens iPhone var gået i stykker og responderede ikke på noget som helst.
Og så er det jo godt, at der ligger en stor og lækker Apple Store ca. 20 minutters metrokørsel fra vores bopæl, hvor den slags kan blive repareret.

 

Men så var det så heller ikke mere lækkert …

 

Ankommer sammen med ældstepigen til Apple Store og bliver mødt af en mørkeblå Apple-t-shirt som meddeler, at den slags reparationer kun kan foretages ved, at man (i det her tilfælde mig, da indleverer/afhenter skal være over 18 år) møder op kl. 09:30 (altså 30 minutter før åbningstid) og står i kø foran butikken.

 

What, kan I ikke modtage iPhonen nu, hvor vi er her, og så sende den til reparation og kontakte mig, når den er klar?

 

Nej, det kan vi ikke!”

 

Nå, men hvorfor skal jeg møde op 30 min før, I åbner – kan jeg ikke bare komme, når I åbner?”

 

Jo, men vi har lang kø uden for hver morgen, så husk en varm jakke – det kan være koldt!”

 

“Zip, Gonzales – og træk i øvrigt lige dine bukser op! Det ser åndsvagt ud, at du reklamerer for Björn Borg, når du arbejde for Apple!”

 

Næste morgen møder den omsorgsfulde mor (som jeg også kan være, fordi jeg har ondt af mit stakkels barn) op uden for Apple Store i frost og blæst, hvor jeg står sammen med 75 andre desparate mennesker, hvis liv også er på stand by, fordi deres Apple-produkt af en eller anden årsag er i udu – mens vi gennem de store blankpolerede Apple-vinduer kan se 11 mørkeblå Apple-t-shirts kindkysse og drikke energidrik.

 

Tiden snegler sig afsted – det begynder at regne og køen bliver længere og længere.
Vi skutter os alle og trækker hætterne op og strammer dem godt til.


En mørkeblå Apple-t-shirt stikke hovedet ud gennem døren og siger, at der nok lige kommer til at gå 3 minutter endnu, inden de åbner (det ender med at blive til 14 minutter), og at det er vigtigt, at ALLE holder deres plads i køen efter de er kommet ind i butikken.

 

De har os virkelig i deres magt nu, fordi vi alle er total afhængige af at få noget fikset, så vi kan “genoptage” vores liv hurtigst muligt.

 

Endelig overgiver de mørkeblå t-shirts sig og lader os komme i læ – og vi indtager vores plads i køen indenfor i butikkens højre side, som vi får besked på.


Jeg står som nummer 4 og tænker, at det her bliver fint nok, for her er jo mange mørkeblå Apple-t-shirts til vores rådighed.


Jeg har på daværende tidspunkt bare ikke forstået, at møde op 30 minutter før åbningstid betyder, at man er garanteret at komme til at fortælle en mørkeblå Apple-t-shirt om sin udfordring – men man er ikke garanteret, at de har tid til at tage imod produktet og igangsætte en form for løsning.

 

Efter at have forklaret det relativt simple problem at Home-knappen ikke responderer, og at skærm på iPhone skal skiftes, får jeg beskeden;


Fint, hvis du lige giver mig dit mobilnummer eller mailadresse, så sender vi en besked til dig, når vi har tid til at modtage iPhonen til reparation. Du har 10 minutter til at komme ned i butikken med den, efter vi har sendt dig beskeden. Hvis ikke du er her inden 10 minutter, så bortfalder din plads i køen!”

Blå Apple-t-shirt

 

Øhh, det der bliver du nok nødt til at gentage langsomt, for jeg er ikke sikker på, at jeg helt fangede det, du lige sagde?”

 

Jeg sagde, at vi sender en besked til dig, når vi har tid til at modtage din iPhone til reparation. Du har 10 minutter til at komme ned i butikken med den, efter vi har sendt dig beskeden. Hvis ikke du er her inden 10 minutter, så bortfalder din plads i køen!”

 

Ok, jeg forstod det godt første gang så …! – Men har du en idé om, hvornår I måske har tænkt jer at sende mig den besked, for jeg bor nemlig ikke i kælderen i den her Apple Store, og jeg kan derfor måske have en udfordring med at nå herhen inden for de 10 minutters spænd?”

 

Det er ikke til at sige – det kan være, at vi sender den om 5 minutter, men det kan også være i eftermiddag eller i morgen formiddag, hvis vi får for travlt i dag!”

 

Great… – og hvad gør man så, hvis ens iPhone er helt kaput – så kan man jo ikke se, hvornår man evt. modtager en besked? (heldigvis er det her jo ikke min iPhone, men ældstebarnets!)

 

11 minutter senere får jeg besked om, at de nu næsten er klar til at hjælpe mig i Apple Store (eller “Genius Bar”, som de kalder sig) – samtidig med at jeg er ved at bestille kaffe på en café lidt længere oppe ad gaden.


Jeg løber tilbage til Apple Store og viser beskeden til en mørkeblå Apple-t-shirt, for blot derefter at blive henvist til køen i venstre side af butikken.

 

Efter 20 minutter kommer en ny mørkeblå Apple-t-shirt og spørger, hvad han kan hjælpe med, og efter endnu en forklaring får jeg at vide, at jeg kan tage plads under det tredie træ til venstre (ja, de har nogle kæmpe kummer med store træer i butikken…. – havde det dog bare været æbletræer …) og så vil der inden længe komme en teknikker.


Og det gør der – Jeg får at vide, at iPhonen kan fikses i butikken og afhentes efter kl. 13 ved henvendelse til en mørkeblå Apple-t-shirt, som så vil udlevere iPhonen og tage imod betaling for reparationen.

 

Godt. Klokken er nu 11:28 og jeg begiver mig hen på caféen for at råde bod på min afbrudte bestilling fra tidligere og shopper lidt rundt i andre butikker i nabolaget.

 

Kl. 13:21 ankommer jeg til Apple Store igen. Jeg henvender mig til en mørkeblå Apple-t-shirt, som beder mig henvende mig til en grå Apple-t-shirt med iPad i hånden. For når det har noget med afhentning efter reparation at gøre, så er det de grå Apple-t-shirts, der skal tage sig af det – de kan nemlig slå op på deres iPad og se, hvor i “loopet” man befinder sig.


Det er dét, de er her for“- siger den mørkeblå Apple-t-shirt til mig.

 

Jeg henvender mig til en grå Apple-t-shirt med iPad i hånden, men den grå Apple-t-shirt har kun med afhentning af iPads at gøre, så nu spørger den grå Apple-t-shirt en anden mørkeblå Apple-t-shirt. Men den anden mørkeblå Apple-t-shirt ved det heller ikke (han er jo bare en sælger), så nu spørger den anden mørkeblå Apple-t-shirt i stedet en sort Apple-cardigan, som siger, at jeg skal spørge den grå Apple-cardigan med iPad i hånden.

 

Men den grå Apple-cardigan med iPad i hånden har travlt, så nu slår den første mørkeblå Apple-t-shirt det alligevel selv op på sin iPad (for det kan han åbenbart godt …?), og fortæller mig, at jeg skal vente i køen bagest i lokalet, hvor jeg vil få iPhonen udleveret.

 

15 minutter senere kommer den aller første mørkeblå Apple-t-shirt, som jeg var i kontakt med fra morgenstunden (dog nu med grå cardigan over skulderen), hen til mig med den reparerede iPhone og siger;

 

Det var en nem operation – vil du betale med kort eller kontant?”

Blå/grå Apple-t-shirt

 

Jeg overvejer et kort øjeblik at sige, at der i morges var en mørkeblå Apple-t-shirt, der fortalte mig, at denne reparation er gratis, fordi det er inden for garantien – bare for at se, hvad det kan medføre og hvor mange forskellige t-shirts og cardigans jeg kan sætte igang – men jeg magter det alligevel ikke … Jeg har jo også et andet liv!

 

På mail-kvitteringen står der nederst; “Mange tak fordi De besøgte os og gjorde brug af vores service – fortæl os endelig om Deres oplevelse!”

 

Og her har jeg så tilladt mig at bemærke, at det umiddelbart virker en anelse mere overkommeligt at få både opholds- og arbejdstilladelse via det bureaukratiske belgiske kommunekontor end det gør at komme igennem labyrinten hos Apple Store Bruxelles og dermed få mulighed for at få sit Apple-produkt fikset. Samt at det ville være rigtig lækkert, hvis de åbnede til tiden.

 

Det skal lige tilføjes, at ældstepigen faktisk selv på egen hånd havde været i vores lokale Apple-samarbejdende butik og forsøgt sig, men var blevet henvist til the “Big Apple Store” …

 

Det her har intet med kritik af Apples produkter at gøre – dem er jeg ganske stor fan af (afhængig vil nogen sikker hævde).


Og nej, Apple betaler mig ikke for at sige dette. Til gengæld betaler jeg ganske mange penge til dem.

 

Men jeg tror ikke på, at denne form for service er i Apples ånd!

 

God weekend!

 

NB. Jeg gengav hele dette blogindlæg i min tilbagemelding til Apple – de bad jo selv om at høre om min oplevelse:)

 

 

Kh.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.