Jeg mødte en dame

Egentlig sad jeg bare og nød stilheden og morgensolen på den lille bænk, mens jeg ventede på sporvognen, da en ældre dame kom forbi.
Jeg har set hende før – når hun er kommet trækkende med sin lille indkøbsvogn til og fra det lokale marked – men jeg har aldrig snakket med hende.

Hun stod et stykke tid med sammenknebne øjne og kiggede på skærmen over afgangstider.
Så rykkede hun lidt nærmere og forsøgte at skærme noget mere af for solen, men det hjalp hende ikke – hun kunne stadig ikke se, hvad der stod på skærmen.
Faktisk stod der heller ingenting – der var bare “sort skærm”.

Hun spurgte forsigt, om jeg vidste, hvornår sporvognen kom, for hun kunne ikke se for solen – og hun syntes, at det var så irriterende, at de brugte de der lysegrå tal; “Dem er der jo ingen ældre mennesker, der kan se, hvis solen skinner” -sagde hun.
Jeg fortalte hende, at skærmen var i stykker, men at jeg kunne se på min telefon, at der ville komme en sporvogn om 9 minutter.

Hun satte sig ned ved siden af mig, og vi begyndte at snakke.
Hun fortalte om alle de ting, hun skulle købe på dagens marked – og det var ikke så lidt, for hun skulle både lave suppe, bage og have to veninder til frokost – og så skulle hun også se, om slagteren evt. havde noget til hunden.

På et tidspunkt blev jeg nødt til at sige til hende, at jeg stadig ikke var helt “dus” med det franske sprog, så hvis hun kunne tale lidt langsommere ville det hjælpe mig meget.
Hun kiggede på mig og spurgte, om vi da så ikke bare skulle tale engelsk, og så spurgte hun, hvor jeg kom fra?

Lige i dét øjeblik blev jeg opmærksom på, hvor mange ældre mennekser jeg har mødt her i området, som faktisk kan (og vil) tale engelsk – og ganske godt engelsk – i forhold til de unge.

Og lige dér på bænken ved siden af mig sad damen, der kunne give mig en forklaring!

Hun var tydeligvis stolt at sit engelske – med god grund – og fortalte, at efter 2. Verdenskrig havde England og Belgien indgået en slags undervisnings-aftale om at lade belgiske unge, der havde afsluttet grundskolen, komme til England i et år og arbejde på gårdene for på den måde også at lære engelsk.
Hun kunne ikke helt huske, hvor længe der havde været den aftale – men hun var i hvert fald været én af dem, der fik muligheden – og den dag i dag, i en alder af 82 år, mestrer hun det endnu, selv om hun til daglig bor et sted, hvor engelsk absolut ikke er “hverdagskost” – Vildt!