Jo, jeg elsker Belgien og Bruxelles …

Men der er også nogle ting hernede, jeg ikke er helt så stor fan af som andre.

Jeg har tidligere udtrykt min begejstring over, at der er dag-til-dag-levering af post og at det for eksempel kun koster 5,35 euro at sende et anbefalet brev – og du kan følge brevets færden via “track & trace” hele vejen til modtager har kvitteret for modtagelsen.
Super smart, du kan også se, hvis modtager nægter at modtage brevet. (Jeg aner ikke, om det er en service postnord også tilbyder?)

Men Belgiens pakkepost er jeg knapt så begejstret for – faktisk daler min begejstring for pakkeposten og ikke mindst posthusmedarbejdernes serviceniveau hernede jævnligt.

I fredags modtog jeg en pakkeseddel om, at posten forgæves havde forsøgt at aflevere en pakke til mig kl. 10:35 og at jeg i stedet kunne hente pakken på posthuset lørdag efter kl. 10:30.
Jeg vidste godt, der var noget på vej til mig, for afsenderfirmaet havde også sendt mig et link til “track & trace”.
Dog var jeg hjemme fredag på det tidspunkt, hvor pakkeposten mente at have været forbi med pakken … –

Men never mind, jeg tog ud på posthuset lørdag – for blot at få at vide, at den pakkeseddel kunne jeg ikke bruge til noget, da pakkepostmanden havde noteret i systemet, at han ville forsøge at levere pakken til mig igen mandag – og jeg kunne derfor ikke få udleveret noget. (Så lad vær’ at lægge en seddel i min postkasse, hvor der står, at jeg kan hente pakken på posthuset!)

Mandag var jeg hjemme hele dagen – fik almindelig post – men ingen pakke.
Da jeg om eftermiddagen sporede pakken via “track & trace” kunne jeg se, at pakkeposten havde noteret, at han kl. 10:17 forgæves havde forsøgt at aflevere min pakke – men at adressen nu var mangelfuld? Så pakken kunne hentes på posthuset tirsdag efter kl. 11:00 …

Ok, afsted til posthuset igen.
Jeg var allerede på posthuset kl. 10:54, men tænkte, at det nok gik alligevel, så jeg trak nummer og stillede mig op i køen.
Skæbnen ville dog bare det, at mit nummer blev kaldt op til skranken kl. 10:56 og eftersom klokken ikke havde passeret 11:00 kunne posthusdamen ikke hjælpe mig – jeg måtte derfor trække nyt nummer og håbe på, at mit nummer ikke blev kaldt op inden kl. 11:01 …

Kl. 11:07 blev det min tur. Posthusdamen fik min pakkeseddel og rejste sig for at hente pakken i reolen lige bag sig. – Den reol, som ingen andre havde været i nærheden af mellem kl. 10:54 og kl. 11:07!

Desværre var det bare ikke min pakke, hun kom tilbage med – men en pakke til en helt anden person, på en helt anden adresse, i en helt anden by og ikke mindst i en helt anden region af Belgien.
Jeg forklarede, at denne pakke ikke var til mig – hvortil hun kvitterede med; “Jamen det er den pakke, der ligger under det pakkenummer i reolen.”

Jeg viste hende endnu engang pakkesedlen, hvor min adresse var noteret, samt “track & trace” fra afsenderfirmaet, hvor man også kunne se min adresse samt oplysning om, at min pakke lå til afhentning på netop dette posthus – og bad hende lede igen.

Via en masse snak med en kollega fandt hun ud af, at pakkepostmanden måtte have lavet en fejl (no shit, det er gået op for mig) og fandt også ud af, at min pakke ligger på et posthus i Nivelles – altså ikke i Bruxelles-regionen men i Vallonien. Og grunden til at pakken nu ligger på posthuset i Nivelles er, at de ikke kan finde min adresse i Vallonien.

Øh nej, det forstår jeg godt, for på den meddelelse som pakken er registreret under i systemet, samt på pakken, står der jo Bruxelles og ikke Vallonien – posthusdamen var endda så flink at give mig et udskrift fra pakkepostsystemet, hvor hele min korrekte adresse i Bruxelles er registreret.
Men derudover kunne hun ikke hjælpe mig og refererede blot til, at pakkepostmanden havde lavet en fejl …

Jeg spurgte, om hun ville kontakte posthuset, hvor min pakke ligger, og spørge dem, om de ville være rare at sende den til mig?
Hun svarede, at det kunne hun godt prøve, men at det ikke var sikkert, det kunne lade sig gøre, da det er i en anden region …

Jeg dristede mig til at stille et lidt provokerende spørgsmål om, hvordan man så “sender” post på tværs af regionsgrænserne i Belgien – for der må da være situationer, hvor der er behov for, at det sydlige Belgien kan komme i kontakt med Bruxelles eller omvendt – og så vidt jeg mindes, så er Googlemanden herhjemme da også pennevenner med færdselspolitiet i Vallonien (det er mest dem, der skriver til ham – ikke omvendt!) –
Men posthusdamen svarede blot, at hun ikke kender postproceduren uden for Bruxelles – og at det nemmeste nok vil være, hvis jeg bare lader pakken blive returneret til afsender og derefter tager kontakt til afsender og beder dem sende en ny.

Posthusdamen afsluttede ekspeditionen med at spørge mig, om jeg ville have den ubrugelige pakkeseddel med mig igen?


Hvordan har du overlevet dette gennem de seneste fire år – hvad er tricket?“,


blev jeg forleden spurgt, da jeg på Instagram gjorde mig munter over skolernes krav om, at ALLE børnenes forældre-indkøbte miljøvenlige kladdehæfter skal indbindes i elastisk plastisk klisterfolie af bestemt mærke … Vi taler altså om, at der hvert år udsendes et “direktiv” fra skolerne om indkøb af bestemte blyanter, ringbind og kladdehæfter lavet af organisk papir osv., som så efterfølgende (også af forældrene) skal “indbindes” i plastik …


Tricket er at tage det hele som en oplevelse – måske spise lidt chokolade og skylle efter med en belgisk øl – søge mod lyset (…) og nøjes med at kæmpe for de ting, som virkelig betyder noget. – Og i den sammenhæng betyder den måske forsvundne pakke (og kladdehæfterne) ikke alverden …


Jo, miljøet betyder rigtig meget – men det med kladdehæfterne og klisterfolien er en kamp, jeg ikke kan vinde alene hernede i en kultur, hvor mottoet er; “sådan har vi altid gjort” … – Der skal helt andre kræfter til at vende skuden!

For eksempel har butikkerne hernede helle ikke fjernet sundhedsskadelige squeezes og slim fra hylderne med legetøj til trods for alle fagpersonernes udtalelser – de har blot sat prisen ned med 50% … (for EU-kommisionen har jo ikke udsendt en brugsanvisning for proceduren til de enkelte butikker …)

Jeg må på nuværende tidspunkt nøjes med at glæde mig over, at det på yngstepigens skole nu kun er tilladt for børnene at have genanvendelig drikkedunke med i skole – og ikke brikjuicekartoner og plastiksugerør – og så opdrage mine børn til at skrive på begge sider af papiret, så de kan nøjes med et enkelt eller to kladdehæfter per fag i løbet af et helt skoleår.
Så kan jeg måske fremsætte mine betragtninger om miljøet på det forestående forældremøde i næste uge … – hvis jeg tør?

Jeg er nemlig heller ikke særlig god til det der med klisterfolien – der kommer altid luftbobler … – hvilket igen medfører en misfornøjet smiley under punktet “materialeorden” ved skoleårets første karakterbog …

Når man har levet i det her samfund i EU’s højborg i et stykke tid, lærer man at leve med stupide regler og ordninger – ganske enkelt fordi man ikke har ressourcerne til at kæmpe imod det hele!
(Det er her de lange gåture i skoven kommer ind i billedet!)

Og som jeg har sagt så mange gange tidligere;

Jeg er her ikke for at lave deres system om (de må jo selv tro, det virker – og det er der sikkert også mange, der vil argumentere for, at det gør… – ellers gjorde de det vel ikke …?) – men jeg vil have, at mine børn bliver behandlet ordentligt og respektfuldt! – Og ellers skal de nok høre fra mig!


At jeg så nogle gange bliver mødt med bemærkninger om, at de ikke forstår mine betragtninger/holdninger, for de har ikke tidligere modtaget spørgsmål eller klager fra andre forældre, dét forstår jeg godt!
For det virker unægtelig som om, andre forældre bare følger flowet – gør som de altid har gjort og forholder sig til tingene på nøjagtig samme måde, som dengang de selv blev opdraget.

Kh.

aka la maman bizarre

Måske synes du også om ...

2 kommentarer

  1. Jeg beundrer din evne til at være i det. Det er sikkert nemmere når man er i det og ser alle andre følger samme stupide regler. Men det der alligevel ville provokere mig er den manglende intuitive hjælpsomhed. Og det virker ikke som om hvert individ er skabt af ondhed og selvoptagethed, trods alt. Nej det virker skræmmende nok som om de er opfostret til at fremstå apatiske og handlingslammede hvis maman går udenfor boksen. Four more years?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.