Forældremøde i den franske skole er altid en oplevelse


I går var jeg til forældremøde på yngstepigens skole.

Det tog kun to timer, hvilket var en overraskelse i sig selv, da en helt almindelig skole-hjem-samtale godt kan tage halvanden til to timer hernede – de har simpelthen så meget på hjerte … – eller også har de bare et enormt behov for at overkomplicere tingene … (mest for dem selv, som ældstepigen siger!)
I kid you not – den seneste skole-hjem-samtale jeg (ja, “jeg” – for Googlemanden har givet op på den front) var til, tog en time og fyrre minutter!! – så jeg var allerede forberedt på, at et forældremøde med et diversepunkt sikkert kunne trække ud nu, hvor børnene er rykket en “grad” op og har fået nye lærere.
Også mest fordi genboen i går morges fortalte mig, at han aftenen forinden havde været til et fem timer langt forældremøde på sine børns skole og var kommet hjem klokken 23:00.
På den måde kan man jo næsten kun blive positivt overrasket, når det så viser sig kun at tage to timer.

Men jeg bliver ualmindelig bekymret på, når et spørgsmål lyder;


Hvordan straffer I jeres børn, hvis de laver en fejl i f.eks. diktat eller i en matematikprøve – for det viser jo, at de ikke har gjort deres hjemmearbejde godt nok?


Øhh, pardon …, der er indtil flere ting, i den sætning, jeg ikke forstår; “straffer” og “hvis”?

For det første tror jeg “hvis” vil virke bedre, hvis (…) det bliver skiftet ud med “når” (for uden at blinke kan jeg godt afsløre, at det er sket for mine børn og kommer formentlig til at ske igen).

For det andet; hvad mener du helt præcis med “straffer”?

Jeg straffer ikke mine børn, når de laver fejl.
Men jeg kan godt finde på at spørge dem, hvorfor de selv tror, de har stavet eller regnet forkert – om der mon kan være en sammenhæng i, at det er de ord med stumme bogstaver eller apostrof, der er svære? Eller måske de regnestykker og ligninger med flere ubekendte osv. – og så tager vi en snak om det.
Men jeg straffer dem s’gu da ikke med stuearrest, ekstra pligter, havearbejde og ingen fritidsaktiviteter, fordi de ikke har lært det hele udenad i en alder af 10 år.
Det er i min verden godt nok, at man som barn i det hele taget gider forsøge sig i et system, hvor ikke engang det bedste er godt nok!

Ville det ikke være mere på sin plads at spørge;


Hvordan roser I jeres børn, når de har gjort en indsats? I det her crazy system…”


Men den holdning kan jeg så også forstå, at jeg er rimelig alene om …

Det er ingen hemmelighed, at ældstepigen her hjemme ikke ville have været videre i 3ème Secondaire, hvis hun kun havde gjort, som lærerne sagde … (og jeg ikke have spurgt skoleledelsen om, hvad de egentlig havde tænkt sig med den undervisningsform?)
Jeg er sikker på, at der er mange flere af de her elever, der egner sig til at gå videre, men eftersom der tilsyneladende ikke er nogen, der tror på dem og bakker dem op, hvis ikke de gør det hele perfekt, ja så bliver det da i hvert fald ikke nemmere for de stakkels unge mennesker.
25% af klassen bestod eksamenerne i 2éme Secondaire og gik videre – de resterende 75% går nu 2éme Secondaire om.
Det siger vel mere om succesraten for underviseren end for eleverne …?

Og så er det bare jeg spørger;


Virker det der straf-system efter hensigten”?


Eller skulle man i stedet for eftersidning (hvor de i øvrigt kun må sidde på en stol og kigge ind i væggen – ikke lave lektier!) og ekstra huslige pligter og havearbejde have skåret lidt ned på disse straf-pligter i en periode og hjulpet dem på anden vis? For eksempel have stillet hjælp til rådighed, når nu de alligevel havde fået eftersidning for ikke at have lavet deres lektier godt nok?

Selvfølgelig skal der arbejdes – og nogle gange skal der arbejdes mere end andre. Man skal gøre sig umage, øve sig og lave sine lektier.
Og jeg kan blot konstatere at i de fag, hvor lærerne formår at gøre undervisningen interessant og inddrage eleverne, ja der gider mine børn faktisk også at gøre sig umage.
Men ingen af mine børn har respekt for et menneske som skriger dem ind i hovedet, når de laver en fejl og derefter nægter at hjælpe dem!

Og det der faktisk går hen og gør det hele endnu værre, synes jeg, er, at i Primaire (1.-6. klasse) må eleverne ikke tænke selv – du gør kun, hvad du bliver bedt om, hverken mere eller mindre! Det samme gør sig gældende første år i Secondaire (7. klasse) – og du stiller ikke spørgsmålstegn til noget en autoritet fortæller dig – hvad enten du forstår det eller ej!
Men derefter er der en forventning om, at eleverne tænker selv – og også forstår det, der ikke er blevet sagt … Kan eleverne ikke tænke selv her, ja så består de ikke eksamen og de fleste henvises til erhvervsskolerne (i en alder af 14-15 år) Og det med kun at kunne gøre, hvad du er blevet bedt om, det gør sig kraftigt gældende i den offentlige sektor – jeg har vist i et tidligere blogindlæg nævnt, at der på erhvervsskolerne undervises i bureaukrati 10 timer ugentligt!

Til mødet i går var der også en far, der sagde, at han simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor eleverne på nuværende tidspunkt stadig ikke kunne mestre den franske grammatik korrekt – og han havde i dagens anledning lige kigget i sine egne bøger fra den gang han gik i Primaire – han var meget bedre end eleverne nu til dags … – endda allerede da han gik i 1. klasse …
Jamen så skal han da næsten ha’ lov til at trække et stykke slik fra den store slikkrukke …
(Det skal dog tilføjes, at deres nye lærer ikke er tilhænger af flere timers lektier fra dag til dag!)

Det er rigtigt, at det er en gave at lære det franske sprog og dets grammatik og også at være god til det – Men jeg kan også afsløre, at mine børn ikke er de største fans af gaver, der er pakket ind som var det **** (undskyld).

Og diskussionen kørte helt af sporet, da en anden far (som sjovt nok er dansk) spurgte, om det kunne tænkes at børnene f.eks. fik udleveret en geografibog og/eller historiebog i stedet for blot løse kopiark, som er kopieret skævt og i dårlig kvalitet (og som på mystisk vis også bliver væk i tasken og på vej hjem fra skole) – da han på den måde ville have mulighed for at læse om de forskellige emner sammen med sit barn?
Svaret fra geografilæreren var; “Nej, det er jo ikke sikkert, at der er en bog, der passer til det jeg vil undervise dem i”.

Tak for kaffe.

Nu vil jeg kysse mine børn en ekstra gang og rose dem endnu mere for deres engagement i det her foretagende – og glæde mig over, at vi trods alt ved, at tingene også kan gøres på andre måder end den franske.
Og jeg håber af hele mit hjerte, at mine piger bliver ved med at holde fast i, at det er ok at forholde sig til tingene og stille spørgsmål – også til det autoriteterne dikterer!
(Måske skal de lige starte med at stille spørgsmålene herhjemme …?)


God weekend

Måske synes du også om ...

2 kommentarer

  1. Er virkelig chokeret og får et billede af en klasselokale i sort-Hvidt, hvor elever sidder med skræmte ansigter og makker ret overfor læreren. Eet lyder vanvittigt!

  2. Der undervises med åbne døre ud til gangene – og du kan høre en knappenål falde til jorden. Det har intet med respekt at gøre – som jeg oplever det, er det en frygt fra børnenes side – frygten for ikke at vide, hvad der sker, hvis ikke de gør, som forventet … Eller nærmere som de tror er forventet – det er nemlig ikke altid, børnene er klar over, hvad der rent faktisk bliver forventet af dem. Jeg kan dog tilføje, at der var flere forældre, der bemærkede, at børnene havde fået nye stole i år og at lokalet var blevet lidt mere nutidigt indrettet … 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.