Come on Bruxelles…

Jeg har simpelthen så lidt til overs for hurtigtalende skolelærerinde-Madammer, der ruller med øjnene, fordi vi ikke alle lige har forstået idéen med belønnings-/udstillingsmetoden (nogle ville sikkert kalde det for “Forskelsbehandlingsmetoden”), som benyttes i det enkelte klasser – og som eskalerer for hvert klassetrin.

Den hvor de dygtigste/de mindre dygtige elever noteres på tavlen i henholdsvis top og bund, og de dygtigste elever får lov at komme op til kateteret og vælge “bonbons” fra den store fine glaskrukke, mens resten af klassen kigger på!

Come on Bruxelles…

Mine piger er jævnt fordelt over hele skalaen, for de er nemlig ikke lige gode til de samme ting (og slet ikke på et andet sprog med andre regler, metoder og benævelser) – og i min verden er det ikke en skam at være mindre god til noget end til andet, hvis man blot forsøger og også øver sig på at blive bedre – så skal det hele nok komme hen ad vejen – ligesom sprogforståelsen også er ved at have sat sig fast.
Men der er ingen tvivl om, at målet for mine børn er ikke at komme på tavlen – hverken i top eller bund, for de har ikke lyst til at blive udstillet hverken på den ene eller anden måde over for resten af klassen. Bevares, det er da rart at blive belønnet for et godt resultat, men da ikke på den måde foran de andre – og det er da ikke motivationsfremmende at blive hængt ud for ikke at være en af de dygtigste … –
Hvad med at belønne indsatsen fra det enkelte barn og dermed måske fremme motivationen hos dem, der skulle have mistet den i kampens hede?

Come on Bruxelles …

Og så den der bemærkning om, at “det er da mærkeligt, at lige det her fag er svært for hende – hun er jo så god til andre fag”! – Aij men jeg bli’r så træt!

Hold nu op!

For det første er børn forskellige – og alle er ikke lige gode til det hele.
Hvis man har en klasse på x antal elever, så vil jeg mene, at der er mellem 1 og x antal måder at lære tingene på – og ikke kun ÈN måde!?

For det andet er her tale om faget “Fabelanalyse” på gammelt belgisk-fransk med gotiske bogstaver …, så giv hende lige en chance.

Til gengæld kan mine børn ikke længere læse og tale korrekt dansk – de gør det med fransk accent, og den ene taler tilmed i søvne på FRANSK!! (og det er faktisk også ret svært at bage danske julesmåkager, når den lille køkkenhjælper læser opskriften højt og undlader at udtale halvdelen af bogstaverne, fordi hun har vænnet sig til det)

Attituden: “hvis jeg nu bare ruller ekstra meget med øjnene og taler højt og rigtig hurtigt fransk, så får de nok alle sammen (inkl. forældrene) endnu mere respekt for mig og mine metoder!”, den virker altså heller ikke!

NEJ, det får jeg i hvert fald ikke – og jeg tvivler stærkt på, at der er særlig mange andre, der gør.

Jeg deler på heller ingen måde den så brugte “Børn i den belgiske skole er så velopdragne og respektfulde!”
Sikke noget fis! Det har intet med respekt at gøre – det er ren og skær frygt – frygten for hvad der sker, hvis ikke de gør som forventet!

Come on Bruxelles …

Forleden dag var jeg nede på skolen – Jeg skulle hente lektier til yngste datter, som havde været syg et par dage.
På vej ned ad trappen mødte jeg en flok børn (på række), som var på vej op til deres klasse efter endt frikvarter – og da de så mig, standsede de fluks og stod helt stille, indtil jeg var gået forbi.
JEG KAN IKKE HA’ DET! (men forsøger at styre min frustration over det, så længe jeg er på skolens område)

Jojo, det er da fint, at de ikke løber skrigende rundt og banker løs på hinanden, men alt med måde …
Hvad mon der sker, hvis ikke de lader den/de voksne passere først?

Come on Bruxelles …

Ja, eleverne har blandt meget andet i “REGLES D’OR” skrevet under på, at de er indforstået med altid at lade voksne passere først, og at det er forbudt (som i FORBUDT!!) at medbringe elektronik på skolens område, og at de til en hver tid vil gøre deres bedste i løbet af undervisningen …

Come on Bruxelles …

Tilfældigt udpluk af samtaler den forgangne uge:

Ældste datter: “Mor, “A” havde smuglet sin iPhone 6 med i skole idag – men han fik den konfiskeret af skoleinspektøren. Hun kom op i vores klasse og rodede efter den i hans taske, indtil hun fandt den!” “Men hun sagde, at vi ikke behøvede rejse os op, for hun skulle ikke give os nogle meddelelser!”

Mig:“Nå da, “A”, er det ham, der havde fødselsdag forleden?”

Ældste datter: “Ja, han havde fået iPhonen i fødselsdagsgave!”

Mig: “Øv, fik han den så igen efter skoledagen var slut?”

Ældste datter: “Nej, den er jo konfiskeret frem til sidste skoledag!”…

Ja, eleverne har nemlig ikke bare skrevet under på, at de godt er klar over, at det er forbudt at medbringe elektronik … De har skrevet under på, at det vil blive konfiskeret frem til sidste skoledag, 30. juni (det med datoen står bare med lidt mindre skrifttype og lidt lysere farve)

Come on Bruxelles …
(Husk altid at læse det med småt og *)

En anden samtale på vej hjem fra skole:

Mig: “Har I haft en god dag?”

Ældste datter: “På en tidspunkt føltes dagen ikke helt så god – det var da jeg blev sendt op til inspektøren!”

Mig: “Øh hvorfor blev du sendt op til inspektøren??”

Ældste datter: “Fordi jeg havde lavet fejl i den prøve vi havde i går, og så skal man sidde på kontoret i spisefrikvarteret dagen efter og skrive en tekst af fra ét stykke papir til et andet stykke papir. Hvis man når at blive færdig med hele teksten, inden spisefrikvarteret er færdigt, så skal man gå ud til frikvarter – Men hvis man ikke når at blive færdig, inden spisefrikvarteret er slut, så bliver man hentet af sin lærer, og så skal man gå derop igen i næste frikvarter og fortsætte.”

Mig: “Jamen hvad så med frokost?”

Ældste datter: “Det får man kun, hvis man når at blive færdig inden spisefrikvarteret er slut – men det var ok, inspektøren var ikke vildt sur på os”

Mig: “Hvad mener du med “os” – var der flere, der var på kontoret?”

Ældste datter: “Ja, vi var 15!”

Mig: “OK, så er jeg mere rolig!” (eller urolig)

Come on Bruxelles …

Hvis 15 ud af 19 elever i samme klasse fejler i en prøve – hvem siger det så mest om? Eleverne, den der har udformet prøven eller den, der har formidlet stoffet i undervisningen? Og hvorfor skal de på kontoret?

Endnu en samtale:

Ældste datter: “Mor, nu skal du høre noget vildt typisk belgisk. Nu er det ikke længere tilladt at spille bold i skolegården tirsdage i det lille frikvarter og torsdage i det store frikvarter – mandage og fredage må man i begge frikvarterer og onsdage (som er kort skoledag) må man kun spille bold i det lille frikvarter hver anden uge!”

Mig: “Hvorfor har de lavet den regel?”

Ældste datter: “Fordi der er for mange børn, der får bolde i hovedet i frikvarteret!”

Yngste datter: “Det er rigtig nok, mor – Skoleinspektøren og Monsieur M. var rundt i klasserne for at forklare om reglen i dag!”

Come on Bruxelles …

Hvad så med de børn, der både får bolde i hovedet mandag-fredag hver anden uge? Eller det gør måske ikke noget, fordi det trods alt kun er hver anden uge, at det kan ske alle 5 dage i træk?

Jeg bli’r så træt …

Og jeg bliver endnu mere træt, fordi jeg nu skal til at skrive en besked til skolen om, at yngste datter (grundet blærebetændelse) SKAL have lov til at gå på toilettet, selv om hun eventuelt skulle have brugt begge sine “toiletkort” allerede mandag.

Det er nemlig kun tilladt at gå på toilettet i skoletiden to gange i løbet af ugen (undtagen onsdag – der er det ikke tilladt at gå på toilette i skoletiden – for det er jo en kort dag!)

Administrationen af dette foregår på den måde, at alle børn får udleveret to “toiletkort” mandag morgen. Hvis barnet skal på toilettet, skal det aflevere et “toiletkort” til læreren. De børn, der stadig har “toiletkort” tilbage onsdag morgen skal aflevere dem til deres lærer – og de får dem så først igen torsdag morgen. Fredag eftermiddag afleveres alle “toiletkort” til læreren – så de er klar til at blive delt ud igen mandag morgen.

Er “administration af toiletkort” et modul i læreruddannelsen her i Bruxelles?

Come on Bruxelles … – Dét kan I gøre bedre!

Nå, men (næsten) alting bliver hverdag med tiden – og hvis jeg kan finde ud af hvilke tirsdage der hentes henholdsvis blå og gule skraldeposer, så kan jeg vel også finde ud af i hvilke frikvarterer, der må spilles bold i skolegården …

På den anden side er det måske også fint, hvis bare børnene kan finde ud af det – jeg skal jo ikke bruge det til noget … 🙂

I dag er det 3. Søndag i advent – Yngstepigen ser julekalender og laver “appelsinprutter” i kalenderlysets flamme, mens ældstepigen er gået op på sit værelse for at lave julegaver 🙂
Flæskestegen er bestilt (som specialbestilling – med hud) hos den flamske slagter og grødrisene er på vej fra DK sammen med kirsebærsauce, Harlekinknapper og lakridskonfekt!

Nu mangler vi vist kun juletræet!

Glædelig jul og et godt nytår.

Kh. Lene