Hverdagen

Den, der ler sidst, ler bedst …

Ikke så længe efter vi var flyttet hertil, sagde vores native belgiske nabo til mig; “Husk på, du bor i Belgien nu – og vi kan godt lide at komplicere tingene”! Det var den dag, jeg stillede ham et spørgsmål omkring affaldssorteringen hernede… Og jeg må sande, at de til fulde lever op til det hele vejen rundt i systemet hernede … – ikke kun hvad angår affaldssortering.

 

Ældstepigen har som nævnt været syg de sidste to dage og blev derfor her til morgen udstyret med 3 halvdags-“fraværssedler”, som skulle afleveres på sekretærens kontor EFTER endt skoledag for returnering til skolen.
3 sedler fordi hun har været syg i 2 dage – onsdag og torsdag. Ja, onsdag tæller kun for 1 seddel, fordi onsdag kun er halv skoledag i Belgien – formiddag, fri kl. 12:40 – hvorimod torsdag tæller for 2 sedler – formiddag + eftermiddag, fri klokken 15:20.
(Hvis der er nogen af Jer, der ikke er helt med på, hvad det går ud på, så kan jeg anbefale Jer at læse mine tidligere indlæg om systemet hernede – jeg magter ikke at gøre et forsøg på at gennemgå det igen …)
Nå, men jeg havde altså udfyldt 3 sedler og givet hende med i skole.

 

Skæbnen ville så bare, at skolen lige præcis i dag valge at udlevere nye Journal de Classes (JdC, en kombineret lektie- og meddelelsesbog) til alle elever – også selv om eleverne den første skoledag fik udleveret JdC for året 2018/2019. Men de var desværre kommet til at give 2. årseleverne en hvid JdC … Den skulle have været orange i år – åbenbart …
But who counts, der står jo både navn, klasse og lærer på forsiden?

 

Nå, men i den nye orange JdC lå så også nye ark med “fraværssedler” – og de er i nøjagtig samme farve og format som sidste år!

 

Kan I gætte, hvad der skete, da ældstepigen (efter at have stået i kø til kontoret) endelig skulle til at aflevere sine “fraværssedler” for de sidste to dage??

 

Monsieur Éducateur kunne simpelthen ikke gennemskue, hvordan det dog havde været muligt for mig, la maman, at udfylde og underskrive “fraværssedler”, som først var blevet udleveret i dag sammen med den nye JdC?

 

Og her er det, at jeg endnu engang må tage hatten af for min store datter over, at hun er så pædagogisk, at hun i et stille og roligt toneleje kunne få forklaret ham, at det jo var fordi, vi havde nogle ubrugte sedler tilovers fra sidste år … surprise… – Og i øvrigt også havde forholdt os til reglementet om, at fraværssedlerne SKAL afleveres den dag, barnet vender tilbage til skolen efter endt sygdom!

 

Han accepterede og noterede så i JdC, hvordan det hang sammen, at dette overhovedet kunne lade sig gøre (hvilket jeg overhovedet ikke kan se, hvorfor han havde behov for – men det står sikkert i Håndbog for éducateurs under “Hvad gør jeg, hvis en endnu ikke udleveret seddel allerede er udfyldt og underskrevet”. Og hvis han er glad, så er det fint med mig!)

 

Men nu kommer så det nye for i år …

 

JdC er i år indelt i to felter dagligt:
Ét felt hvor eleven skriver, hvad han/hun har lavet i løbet af dagen (hvert fag) – og et andet felt hvor eleven skriver lektierne for samme fag.
Og når dagen så er færdig og de reelt har fri – klokken har ringet – så skal de lige en tur forbi kontoret, hvor en af éducateurs’ne skal kigge deres JdC igennem og tjekke, at de har skrevet og at det, de har skrevet, er korrekt … (så tror da pokker, at der er behov for så mange éducateurs)

 

Igen tager jeg hatten af for min ældste datter og hendes tålmodighed – hun var selv ved at tisse i bukserne af grin over systemet, da hun kom hjem – og nu facetimer hun med en af pigerne fra klassen, hvor de joker om, hvor latterligt det er og hvor grim den nye JdC er.

 

Den, der ler sidst, ler bedst …

 

God weekend

 

 

Kh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.