Et øjebliksbillede,  Hverdagen

Ordensreglementet – har du forstået det?

Så kom dagen endelig … – Dagen hvor jeg, moderen, fik lov til at være helt alene hjemme i flere timer … Det var så længe siden, at jeg næsten havde glemt, hvordan det føltes!
Egentlig var det en anelse angstprovokerende at være vidende om, at første barn ikke ville komme hjem før klokken 15:00 og næste barn først klokken 16:30 … Men jeg klarede det – uden at savne alt for meget …

 

I dag havde ældstepigen som sagt sin første skoledag i 2ème Secondaire – og traditionen tro kom hun hjem med diverse papirer til gennemlæsning, udfyldelse og underskrift – heriblandt “Règlement d’ordre intérieur”… – altså skolens ordensreglement for dette skoleår.

 

Det er der nu ikke noget mærkeligt i, for sådan er det hernede. Ordensreglementet skal præciseres hvert år – og der findes også et “ordensreglement” for hvet enkelt fag, som udleveres til eleverne i fagets første time af det nye skoleår.
Det er helt ok at præcisere, at der er regler for hvordan og hvorledes – og jeg er helt ok med, at de vælger at udlevere det i papirform hver år, såfremt der skulle være nogen, der ikke lige fik det fundet og læst på skolens hjemmeside.
Men i forhold til Cirkusskolen, hvor yngstepigen går i skole, så stikker det her altså helt af …

 

Jeg sidder nu og læser “Règlement d’ordre intérieur” … eller lader som om, for de skarpe af Jer har måske allerede bemærket, at det er på 27 tætskrevne sider …

 

 

Og for lige at skære ud i pap at de faktisk mener det, de skriver, så skal vi forældre læse og underskrive reglementet. Men ikke nok med det – for lige at trumfe endnu mere, så er det sådan, at vi ikke blot “bare” skal læse og underskrive… – Vi skal også skrive “lu et compris” (altså “læst og forstået”) samt vores initialer på hver enkelt side.

 

Jeps, velkommen til Belgien … – Vi har prøvet det så mange gange før – og det er fuldstændig som at låne penge i banken til f.eks. køb af bil eller indgå aftale med ny internetudbyder – du skal altid skrive; “læst og forstået” på ALLE sider.

 

Og nu kommer trumfen over alle!
Når du så har “stemplet” alle sider med “læst og forstået” samt dine initialer, så giver du dit barn dokumenterne med i skole igen, hvor sekretæren kontrollerer, at du har “læst og forstået” alle sider – hvorefter hun kvitterer og giver barnet dokumenterne med hjem igen… – Du skal jo huske, hvad det er, du lige har committet dig til…

 

Meget mærkeligt system!

 

Jeg ved ikke, om de, i tilfælde af at du eller dit barn bryder ordensreglementet, hiver en kopi frem, hvor de kan dokumentere, at du rent faktisk har skrevet; “læst og forstået” på ALT … ?

 

Første gang jeg stiftede bekendtskab med dette “læst og forstået“-fænomen var dengang, Googlemanden var flyttet til Bruxelles “på prøve” og var i gang med at købe bil – pigerne og jeg skulle først komme nogle måneder senere!

 

Jeg fik faxet alle dokumenterne hjem og blev bedt om at skrive “læst og forstået” på alle sider. Dengang tænkte jeg, at det sikkert var fordi, vi stadig var i en “in between”-fase mellem de to lande…

 

Men det var det ikke!

 

God aften

 

 

Kh.

5 kommentarer

  • Siv

    Men det var det ikke. Godnat og sov godt.

    Gad vide hvad de gør med dem der ikke returnerer ordensreglementet. Der er altså meget den stakkels sekretær skal holde rede på!

  • Siv

    Men det var det ikke. Godnat og sov godt.

    Den stakkels skolesekretær må virkelig have meget at holde styr på. Tænk dem der ikke afleverer underskrevet reglement!

  • Lene Andreasen

    Hvis der er forældre, der mangler at underskrive/aflevere, så får eleverne en skideballe og en bemærkning i næste karakterbog – I kid you not !! Og det er endnu mere “tragikomisk” …

  • Siv

    Nåh, nu kom mine to kommentare da frem skal jeg lige love for.

    Det er temmelig gakket. De skulle komme på udveksling på en dansk skole og få et par gode ideer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.