To alphabe(t) or not to be

FEM centimeter sne i løbet af natten …, og Bruxelles er i undtagelsestilstand …
Sjældent har jeg set så mange medarbejdere på skolen fungere som “hjemmeværnsfolk” i skolegården og sørge for, at alle børn kom ind i sikkerhed for den hvide fare …
Come on, det meste er jo alledere regnet væk igen – og herhjemme var morgenens største bekymring, om der mon er sne nok tilbage til at lave verdens mindste snemand efter skole?

I disse dage regner det ganske meget hernede – og så er det jo nærliggende, at børnene har regntøj på/med i skole (skulle jeg mene), og i dag har yngste datter da også pakket overtræksbukserne i tasken, hvis det nu skulle ske, at der er en smule sne-sjap tilbage i første frikvarter.

Men hvis jeg havde været en smule mere autoritetstro, så havde jeg forbudt hende at tage overtræksbukserne med i skole, efter at jeg for et stykke tid siden blev mødt af en lærer/gårdvagt, der gerne ville have os til at undlade at give yngste datter rengtøj med i skole …

“Øhhh, hvorfor dog det? (det regner jo og har stort set gjort det uafbrudt de sidste 14 dage – pånær enkelte ophold)
“Jo, men Jeres datter insisterer på at have det på i HVERT frikvarter, hvis det regner – og det tager tid at tage regntøj på, så derfor vil det være smartest, hvis hun ikke har det med, for så behøver vi ikke diskutere det med hende – comprenez vous, Madame?”

Nej, det bliver jeg vist nødt til at indrømme, at jeg desværre (heller) ikke forstår – for der har jo indtil flere gange været en kommentar i meddelelsesbogen om, at yngste datter har fået våde tæer og våde bukseben i frikvarteret. Og grunden til at yngste datter havde regntøj med i skole skyldes ganske simpelt en observation, jeg har gjort mig hernede tidligere.

En morgen regnede det i uhæmmede mængder, og vi havde timet turen til skolen således, at vi entrerede skolegården i det sekund klokken ringede, for derved at undgå, at pigerne skulle opholde sig mere end højst nødvendigt i skolegården.
Men da alle børn løb hen for at stå på række (i silende regn), blev 98 % af lærerne stående i tørvejr under halvtaget og i døråbninger og ventede på, at det skulle stilne af.
Selv om enkelte lærere trodsede regnen og viste sig som gode eksempler for børnene, ja så var der ingen, der fik lov at komme indenfor – for man går åbenbart først ind, når alle er klar … (med mindre der altså er farligt sne)

DERFOR HAR MINE BØRN REGNTØJ MED I SKOLE – comprenez vous, Madame gårdvagt!!!!!

(Det her burde jeg have sagt til hende, men jeg gjorde det ikke – jeg tror simpelthen, at jeg blev for “paf” over at blive mødt af denne manglende forståelse for ønsket om at iføre sig passende tøj efter vejrforholdene)

Men ellers er skolen hernede meget large i forhold til os forældre, som stadig ikke taler perfekt fransk – hvis vi har spørgsmål eller andet, så er vi meget velkommen til at skrive til skolen på engelsk, så skal de nok sørge for at få det oversat af en af de få lærere på skolen, der kan engelsk. Top!

Og for et par uger siden måtte jeg simpelthen kaste håndklædet i ringen og opgive at hjælpe yngste datter med lektierne i fransk sætningsanalyse.

Jeg skrev en lille besked på engelsk nederst på kopisiden af den franske sætningsanalyse:

“I’m sorry, I can’t help my daughter with this exercise – I simply do not understand the sentence structure in this French text.”

Jeg sagde til yngste datter, at hun skulle give sedlen til sin lærer – og som sagt så gjort. Vi hørte ikke mere til dette, og yngste datter fortalte, at hendes lærer havde taget imod sedlen og sagt; “Súper!”

Nu sidder jeg så her et par uger efter og hjælper yngste datter med at arrangere alle kopisiderne i de dertilhørende ringbind (og der er mange kopisider, for hernede bruger de ikke så mange bøger – de får i stedet udleveret 8-10 kopisider dagligt, som skal lægges i elastikmapper og medbringes hele ugen. Derefter skal ALLE kopisiderne samles og arrangeres i de rigtige ringbind hver anden fredag – Ringbindende må/og skal kun tages med hjem hver anden fredag – altså er det lektier i weekenden at arrangere kopisider i ringbind!!)

Og til lettere morskab ser jeg lige pludselig den lille note, jeg har skrevet på engelsk være blevet oversat til fransk:

“La maman ne peut pas aider sa fille pour cet exercice. ”La maman ne connaît pas l’alphabet!”

Arrriiigh, det var da vist ikke lige det jeg skrev – men så kan jeg da bedre forstå, at det der med at skrive ikke sådan lige kommer til mig med det samme … 😉

Men hvem ved, måske ser de hernede på Danmark som et u-land? Det passer jo også ganske godt med det spørgsmål skoleinspektøren hernede stillede mig, da den danske skole (efter flere henvendelser) stadig ikke fremsendte relevant information om pigernes skolegang i Danmark:
“Har Jeres piger overhovedet gået i skole i Danmark?”- spurgte hun. (… og da de så endelig modtog dokumentet hernede, så havde skolen i Danmark navngivet vores yngste datter “Bjørn” … – Ok det er knapt så slemt som dengang, bageren lavede en kagekone med teksten “Børge, 5 år!)

I denne og næste uge er der terminsprøver for alle børn på skolen, og det er ikke fordi de kommer til at ligge på den lade side ifølge planen over prøver. Fx. skulle ældste datter torsdag have prøve i tre forskellige fag: fransk (forskellen på deklarative og ikke-deklarative sætninger, spørgesætninger m.m.), matematik (geometri og størrelser) og historie/sciences (vejrforhold)

Hun havde virkelig øvet og kunne stort set alt i søvne, hvad angår; “géométrie”, “grandeurs (préfixes), “nombres et opérations”, “traitement de données”, “phrases déclaratif etc.” Så haltede det dog lidt med den franske tekstlæsning og friskrivning, men det var der flere dage til at øve, for det skulle de først have prøve i i næste uge (ifølge planen).

Men nu er det her jo “la Belgique”, så planen gælder kun, hvis man ikke finder på noget andet … – Og torsdagens prøver omhandlede på intet tidspunkt “math., géométrie et grandeurs” eller “français, phrases déclaratif” men istedet var det en prøve i “français, lecture et écriture libre” – altså, “læs en tekst og gen-skriv den med dine egne ord” …

Nå, men det positive er, at ældste datter syntes, at dagen gik enormt stærkt – hun er bare ikke helt sikker på, hvad det er, hun har læst og skrevet om … “Jeg fandt bare på noget!”, sagde hun, da jeg spurgte til dagens prøver.

Indrømmet, hvis det var mig, der var blevet kastet ud i de udfordringer, som mine piger har været igennem de seneste fem måneder, så havde jeg nok opdigtet en mavepine eller to. Men det er der ingen af dem, der har gjort endnu – OG DET ER JEG FISEME STOLT AF!!

I dag er det fredag – det er weekend lige om lidt – og det er sør’me også begyndt at sne lidt igen, så måske er der sne nok til en lille snemand eller to…

God weekend

Kh. Lene