Efter regn kommer sol… – måske også i Belgien

Der kan siges og skrives meget om den belgiske folkeskole og deres måde at ”gøre tingene på”.
Det har jeg også gjort indtil flere gange, og der er stadig ting, jeg ikke kan se den dybere mening med og ikke forstår, og formentlig heller ikke kommer til at forstå – whatsoever. Heller ikke selv om der er kommet en “cirkusskole” ind i billedet.
Men når det kommer til handling på konkrete problemstillinger, så sker der altså alligevel noget nogle steder her i la Belgique.

Jeg har (næsten) forstået, at jeg på ingen måde skal forvente, at der kvitteres med ord fra skolen for, at de har forstået vores budskab eller at de i det mindste har forsøgt at høre, hvad det var, vi sagde – for det sker ikke!

Og det har virkelig taget mig lang tid at komme hertil (bare spørg min mand!), hvor jeg accepterer, at lærere og ledelse bare sidder og stirrer tomt på os uden at fortrække en mine.
Ja, jeg er faktisk ofte gået hjem fra skole-hjem-samtaler og har spurgt mig selv, om det var dét værd, og om det virkelig var så meget forlangt at vi krævede svar på, hvorfor skolen handlede som de gjorde eller hvorfor de ikke handlede overhovedet? Men jo, selvfølgelig er det dét værd, for det er jo vores pigers velbefindende og fremtid det her handler om, så selvfølgelig er det dét værd!

Men jeg må også bare erkende, at vi efterfølgende erfarer, at skolen lytter til det vi siger, og at de rent faktisk også handler og forholder sig til problemstillingerne – også selv om det i nogle tilfælde koster ekstra ressourcer fra skolens side og ikke er en måde, de er vant til at arbejde på eller i det hele taget en måde, de er vant til at anskue børn på!

Vi får dem bare ikke til at kvittere over for os “face-to-face”.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan – og måske er det heller ikke så vigtigt for mig lige at finde ud af netop dét – det vigtigste for mig er, at vores piger trives og at vi kan fremkomme med vores synspunkter uden blot at blive mødt med; “Vi hører, hvad I siger” – og der så i øvrigt ikke sker mere …

Og måden hvorpå vi erfarer, at de har lyttet til os forældre, ja det er jo ganske enkelt gennem vores børn, som giver udtryk for, at de føler sig set og lyttet til.
Her er der ikke tale om regelsættet i den belgiske folkeskole, for det er der ingen af vores piger, der er i tvivl om eller anfægter længere – men mere: “Hvorfor råber de så meget ad mig”, “Hvorfor får jeg kun at vide, når jeg har lavet fejl”, “Hvorfor får jeg ikke hjælp, når jeg beder om det”, “Hvorfor bliver de så sure, når jeg reagerer på deres skæld-ud eller stiller spørgsmål til noget, jeg ikke har forstået” etc.
Og her er det jo ganske væsentligt, at lærere og ledelse er modtagelige for forslagsændringer – At det så bliver formuleret som om, at det er lærerne der er kommet frem til at lige den og den metode vil have en positiv virkning, ja, never mind – det tror jeg godt, at jeg kan leve med.

Men der er da ikke noget bedre, end at hente et storsmilende barn, der bare plaprer løs om, hvad hun har lavet i løbet af dagen og hvor mange high-five hun fået for “godt forsøg” i grammatik eller måske endda har stavet nogle af ordene korrekte i diktaten med alle de der stumme bogstaver – og tilmed har fået ros for det. Tidligere gad hun jo ikke engang forsøge, for de skældte jo alligevel bare ud, hvis hun lavede fejl. Og så var fanden løs i Laksegade, når barnet ikke deltog i timerne …

Nu kan vi så håbe på, at det holder – i hvert fald frem til næste skole-hjem-samtale, hvor vi kan tage emnet op igen – om nødvendigt.

Selvfølgelig er der da også ting, der skal arbejdes videre på fra alle parter og uhensigtsmæssige vaner og attituder skal ændres – men vigtigst af alt er jo nok, at vi alle sammen lærer noget af det her – vi skal alle sammen tilpasse os i et vist omfang, lytte, forholde os og give plads til forslag og ændringer.
Og så viser seneste terminsprøve også, at mindstepigen er ganske godt med trods sprogforvirring og kedsomhed – hun vil bare gerne vide, hvad hun skal bruge alt det her til ude i den virkelige verden?
På nogle områder besidder hun lagt flere ressourcer, end hun får mulighed for at gøre brug af, og det giver i følge eksperter på området (for dem har vi nemlig også konsulteret) store frustrationer og en indre kamp for at holde gejsten oppe – også for at holde gejsten oppe i forhold til de ting, som hun ikke mestrer på samme niveau som en frankofon og derfor har behov for ekstra hjælp til at komme igennem.
Jeg mener, at man skal anerkendes for det man er god til – og stadig udfordres – samtidig med at man hjælpes og guides der, hvor man har et behov – (og det er ikke altid op til barnet selv at afgøre, om der er et behov for hjælp og vejledning, for det er de ganske enkelt ikke selv i stand til at vurdere i den alder) – både på det faglige og det menneskelige plan.

Og ja, det er flere ting på én gang, det ved jeg godt, for vi arbejder dagligt med det hele herhjemme – og der er også ting vi forældre nogle gange skal have hjælp og vejledning til at håndtere, fordi vi ikke nødvendigvis ved, hvordan det vil være mest hensigtmæssigt at håndtere noget, der for os måske er en lille bagatel, men for vores børn er et kæmpe problem!

Med ældstepigen og École Secondaire er det en helt anden succeshistorie!
Hun er efter to ret udfordrende år havnet på den rette hylde for hende i det belgiske skolesystem. Dermed ikke sagt at alt er fryd og gammen, gennemskueligt og ikke kunne være bedre, for det kunne det da sikkert sagtens være.
Men nu er vi altså her, hvor tingene er anderledes end de er i Danmark, og hun er glad og tilfreds og trives –  Så meget at skolen ikke mente, at der overhovedet var behov for en skole-hjem-samtale i dette halvår, men at vi altid er velkommen til at kontakte dem, hvis vi er af en anden opfattelse.
Og så er hun jo også et helt andet barn uden sammenligning!

God onsdag.

Kh.

Måske synes du også om ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.