Undskyld, er der en voksen tilstede?

Nogle gange går der altså lige lidt for meget principfasthed i den her i “la Belgique” …

Tirsdag den 2. februar 2016 klokken 16:14:

10-årig: “Mor, ved du egentlig godt, at der blev fejret ‘Jour des Crêpes’ på skolen i dag?”(Officielt Chandeleur (Kyndelmisse))

Godt nok havde jeg hørt, at Seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Radioavis på Radio24syv skulle spise pandekager sammen med Kjeld Koplev i anledning af Kyndelmisse, men derudover havde jeg ikke tænkt nærmere over lige dette emne på denne dag.

Mig: “Nej, det var jeg slet ikke klar over. Var det nogle gode pandekager, I fik?”

10-årig: “Det ved jeg ikke – det var kun dem, der var hurtige i læseprøven, der fik pandekager – De måtte selv vælge, om det skulle være med sukker eller chokolade!” 

Aiiij men altså …

Hvor fedt er det lige at se de andre børn proppe sig med pandekager, mens man selv kan sidde og bide i en fransk/dansk ordbog …

DERFOR FIK VI PANDEKAGER TIL AFTENSMAD IGÅR!!
Og som om vi ikke havde set nok af de der “principper” i funktion, så havde der også været brandalarm på skolen forleden dag – ikke en planlagt øvelse – men blot en falsk alarm.

Jeg spurgte pigerne, om de havde været hurtige til at komme ud i skolegården?, og ældstepigen berettede;

“Altså mor, nu er det jo begrænset, hvor hurtig man kan være, når man først skal stille sig på række ude foran klassen og vente på, at alle er klar, og derefter gå i “gåsegang” fra 3. sal og ned – med 4 stop undervejs fordi der var nogen, der ikke holdt deres plads i rækken og derfor lige skulle have en skideballe, inden vi kunne fortsætte!”– og at det vist nok havde taget omkring 14 minutter at gå fra 3. sal og ned i skolegården – MEN, at de ikke var den sidste klasse, der kom ud!

Jeg tænker, at den “process” vist ikke helt ville “holde vand” overfor manden med stålhjelmen mange andre steder?

Pigerne og jeg snakkede lidt videre om, at regler og principper kan være rigtig gode – men også mindre gode i specielle situationer, og at det derfor kan være nødvendigt at bryde disse regler og principper, hvis der er eller kan være risiko for fare eller lign.

Princippet om at ingen børn må gå til frikvarter før alle er klar (og står på række ude foran klassen) kan jo godt have en positiv effekt –
Der er jo altid nogen, der er hurtigere end andre, og de hurtige finder ligesom ud af at hjælpe de knapt så hurtige med at få pakket tingene sammen, og de knapt så hurtige skynder sig lige lidt ekstra, så de ikke altid oplever at være skyld i, at frikvarteret bliver forkortet for alle børn – Der opnåes på den måde en form for fællesskab, hvor alle hjælper alle – OK.
(At de så skal stå på række foran klassen inden de kan gå i gåsegang til frikvarter, og igen i skolegården efter endt frikvarter, det kan diskutereres hvad effekten er af det?)

De dage hvor vores piger har ekstra fransk i sidste lektion (i et andet lokale) oplever de for eksempel, at de andre børn allerede har 1) noteret lektier i lektiebogen for dem, 2) pakket taskerne for dem, 3) sat stole op for dem og 4) taget deres tasker og jakker med ud på gangen, når klokken har ringet.
Jeg har endda oplevet, at en klassekammerat til ældste datter kom hen til mig ved afhentning og gav mig en besked, som hun ikke var helt sikker på, at ældste datter kunne forstå sådan som den var noteret i lektie/kontaktbogen 🙂

Men et andet princip, som kan være lidt “udfordrende” for børn, som er forsøgt opdraget til at forholde sig til, om der eventuelt kunne være flere sider af samme sag, er den regel om, at elever ikke må forholde sig kritisk til det læreren siger/underviser i. De må ikke stille spørgsmål eller gøre opmærksom på deres mening. Her tænkes ikke på, “Hør mig – se mig”, men bare helt almindeligt at forholde sig til, hvorfor det mon er som det er, og om der kunne tænkes at være en anden mellemregning, som giver samme resultat.
(Jeg har i den forbindelse aftalt med mine piger, at hvis de undrer sig over noget, så skal de komme og fortælle det til os forældre, så vi kan snakke om det herhjemme – aldrig diskutere med en lærer. Ældste datter har oplevet, at en pige fra klassen fik skæld-ud, fordi hun gjorde læreren opmærksom på, at der på tavlen var noteret forkert dato ud for en lektie)

Og så er der det med skoleinspektøren. Kommer skoleinspektøren gående på gangen samtidig med at en klasse er på vej op til deres klasselokale eller ned i skolegården, så skal børnene vige for skoleinspektøren – hun skal altid kunne passere først (også hvis det brænder!). Og eleverne skal rejse sig op, når skoleinspektøren “entrerer” klassen (som regel for at råbe ad eleverne, mens hun deler karakterbøgerne ud)

Det var her, at ældstepigen kom med guldkornet: “Det er en respekt, man ikke kan bruge til en skid!”

Et andet lidt komisk princip er, at når et barn har fødselsdag, så må barnet gerne dele slik eller kage ud i klassen. Er der slik eller kage tilovers, så skal barnet gå ind i parallelklassen og tilbyde det til læreren derinde.
Jeg spurgte lidt kækt 7-årige datter, hvad læreren så gør, når hun midt i en undervisningstime bliver tilbudt kage?

“Hun propper det ind munden”-sagde hun – og ældstepigen bekræftede, at det samme gjorde sig gældende i de højere klasser. “Og er du tilfældigvis en af dem, der er til ekstra franskundervisning, når der deles godter ud, ja så er der bare ikke noget til dig”-fastslog hun.

De sidste par dage har yngstepigen haft en håndfuld vingummi-kirsebær (de der der sidder sammen to-og-to) med ud fra sidste time – i hendes klasse bliver vingummi-kirsebær nemlig brugt, når der skal øves tabeller i matematik. Hun kommer stolt og viser mig dem alle sammen, hvorefter hun giver mig to af dem, som jeg skal holde (et til sig selv og et til sin søster) – resten deler hun flittigt ud af til kammeraterne på vej ud af skolegården.

Det er gået hen og blevet hendes princip …

Og derfor blev jeg også lidt overrasket (på den gode måde), da den 7-årige her til morgen spurgte;

“Mor, ved du hvad jeg gerne vil være, når jeg bliver stor?” … ” Jeg vil gerne være skolelærer!” … “Og så vil jeg være sådan en skolelærer, der sørger for, at alle børn er søde ved hinanden, har det sjovt og ikke mobber – det er ikke sjovt at blive mobbet!” … – “Og mor, ved du hvad, jeg tror faktisk heller ikke, at dem der mobber har det særlig sjovt!” … “Og så vil jeg sørge for, at der er lige mange pandekager og vingummi til alle!” … “Sådan en lærer vil jeg være!”-sagde hun og tog min hånd.

“Jeg synes, at det er en rigtig fin tanke, Skatte-pige”- sagde jeg (og var lige ved at begynde at tude!)

Kh. Lene