Hverdagen

Belgisk (chokolade)pædagogik er noget helt specielt

MÅ man egentlig slå børn i skolen hernede?

 

Det ved jeg faktisk ikke helt!

 

I følge belgisk lovgivning er fysisk afstraffelse af børn i skoler ikke forbudt – men det er vist meget forskelliget fra skole til skole, hvad og hvordan der praktiseres.

 

Men én ting man åbenbart gerne må, det er at gå rundt iført fuldskæg, sorte bukser og blå rullekravetrøje (som en anden Kaptajn Haddock) og brøle børnene ind i hovedet, hvis det skulle ske, at de først kommer gennem porten til skolegården efter klokken har ringet.

Jo jo, men så er man da også sikker på, at de små poder hyperventilerer, mens de kryber langs muren de næste mange morgener, når de entrerer skolens område (i god tid).

 

Jeg har lovet mig selv, at jeg vil gøre alt (og mere til), for at mine børn ikke skal komme for sent i skole og opleve den ydmygelse det er.

Og som min ældste datter siger; “Mor, ham der skal man ikke komme for tæt på – han laver ikke andet end at sende børn på kontoret – det er det eneste, han laver hele dagen!”
(Det er så ikke helt rigtigt, for jeg ved, at det også er ham, der står for pengekassen og salget af de gule badehætter til svømmeundervisningen – de koster 4,68 eur pr.stk., og det er bedst hvis du har lige penge, for han kan i-k-k-e give tilbage!)

 

Hernede kan rigtige svar i timerne også udløse chokolade til det enkelte barn – hvilket kan resultere i, at en hel klasse (på nær tre børn som ikke er helt tunet ind på det franske sprog) får chokolade af læreren…

Eller at der er saftevand til alle de elever, som har en kop i klassen.

Vores yngste datter, som desværre ikke havde haft en kop med hjemmefra, forsøgte at gøre opmærksom på, at hun da havde en drikkedunk til formålet – men den gik desværre ikke …

 

I næste uge er der Skole-hjem-samtaler – men jeg ved ikke helt, hvilke forventninger der er passende til lige det emne …

 

Kh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.