Som flere af Jer sikkert har set, har vores piger testet hospitalsvæsenet lidt hernede gennem de sidste par uger – det hører åbenbart med til det at gå i belgisk skole og deltage i cirkus- og gymnastiktimerne. Det har kostet lidt tålmodighed og tårer fra yngstepigen, som bare ikke ville have gips på igen igen igen… (og nu har det så også kostet lidt tårer fra hospitalspersonalet …)   Yngstepigen brækkede en knogle i højre albue i et vejrmøllestunt i en cirkustime, og dagen efter brækkede ældstepigen venstre håndled i en gymnastiktime …Det betød så, at jeg ikke nok med at besøge skadestuen to dage i træk også pludselig stod…

…og så alligevel lidt… – selv om billedet vist taler for sig selv!   Der er ingen tvivl om, at vi i går hentede en meget glad og tilfreds pige efter 1. skoledag.   “Mor, jeg har fået en masse nye venner – og skoleinspektøren kom op i klassen og gav mig en krammer, fordi jeg er en af de nye. Min lærer er også rigtig sød, og hun sagde, at det ikke gjorde noget, hvis jeg ikke kunne læse det hele i “Lecture” – og så kom der en, der hedder Martin og hjalp mig med at læse det. Vi fik alle sammen et stykke slik – også selv…

… det kan mærkes – og jeg savner hende!   Mindstepigen og jeg har været alene hjemme hele ugen, da storesøster er med skolen på skiferie i Italien (uden nogen form for kommunikation med os herhjemme), og Googlemanden er på job i Holland.   Og når man, som jeg, har været så meget sammen med sine børn gennem de sidste to år, så kan det føles både mærkeligt og rart på samme tid pludselig kun at være to.   Mærkeligt fordi man på en måde føler sig “amputeret” og savner sin store pige helt vildt – men også rart fordi der er tid til “bare at være der” for ét…