En Hausfraus små projekter

Min oliven har overvintret

Mit lille fine oliventræ havde fået det alt for koldt i frostvejret og så lidt sølle ud efter nytår, så jeg tog det ind og satte det foran vinduet i entreen, selv om jeg godt vidste, at der var risiko for, at det ville få “chok” – og måske endda også smide alle bladene på grund af både varme og tør luft fra radiatorer m.m.

 

Men det fik tilsyneladende ikke chok på den negative måde, for nu skyder det da på livet løs og kan snart ikke være der længere.

 

Jeg har læst mig til, at oliventræer skal have en smule frost først på vinteren for at sætte frugter det efterfølgende år, men ikke kan tåle under 8 frostgrader og derfor har behov for at overvintre et tørt og frostfrit sted uden alt for meget varme.
Man kan også dække potten og det nederste af stammen til med bobleplast eller speciel plante-/krukkedug, hvis man har det.

 

Oliventræet må også gerne tørre lidt ud inden det vandes igen, da det jo oprindeligt stammer fra egne af sydeuropa, hvor der kan være meget tørt i perioder – de grå på bladene er medvirkende til at forhindre en større fordampning – så selv om du tager det indendørs om vinteren, så skal det altså ikke vandes alt for ofte.

 

Nu krydser jeg fingre for, at jeg fik reddet det i tide og håber, at foråret snart er kommet for at blive, så min oliven kan blive pottet om til en større potte og igen komme ud på altanen – og jeg kan få en lille fornemmelse af at sidde under “sydeuropæiske himmelstrøg”.

 

Selv om Bruxelles er lidt mere syd end Danmark, så er det jo alligevel ikke helt sydeuropa …

 

Kh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.