The never ending story …


Jeg har sagt det før – og jeg siger det gerne igen; Jeg tager virkelig hatten af for mine to piger, som kommer ud af døren og afsted i den fransk-belgiske skole hver morgen til trods …


Det mest tankevækkende for mig er, at de udadtil “bare” har vænnet sig til det.
På den ene side er det godt, at de har tilpasset sig rytmen hernede – men på den anden side er det også lidt skræmmende, at de bare accepterer tingene, som de nu engang er.
Og så igen er jeg både forundret og stolt over, at de trods alt accepterer, men ikke nødvendigvis inderst inde fuldt ud respekterer vilkårene og den måde, børn behandles på hernede.
De gør det på så fin en måde, at skolen ikke altid lægger mærke til deres disrespekt over for systemet (den holder de nemlig oftest inden for hjemmets fire vægge, hvor de kan tillade sig at have mange forskellige meninger om tingene) – men på skolen, der retter de ind.
Og når de så kommer hjem, er de ofte ved at eksplodere – og nogle gange også ved at tisse i bukserne af grin over, hvor åndsvagt det hele kan være hernede. Men stiller de spørgsmålstegn eller gør modstand på skolen, er det værst for dem selv.
Ældstepigen er dog klar over, at det på sigt også bliver værst for skolen og lærerne, fordi de jo viser svaghed ved ikke at tænke ud af boksen og ikke være kommet videre de sidste 50 år … – Men hun har lært at lade dét blive ved tanken og blot konstatere, at det er ærgerligt for dem og ikke hende … på sigt.
Og jeg er heller ikke i tvivl om, at skolen udmærket ved det!

For nogle uger siden skulle hver enkelt elev i ældstepigens klasse holde et oplæg i filosofi – Det eneste krav var, at det skulle være om noget inden for filosofiens verden … ellers helt valgfrit.
Hver elev havde fået en dato for fremlæggelsen, men grundet sygdom fra lærerens side, en uges vinterferie (og derudover manglende motivation fra ældstepigens side) var der gået lidt rod i planen, og ældstepigen konstaterede blot, at der var længe til hun skulle holde sit oplæg, eftersom der var flere før hende på listen, som endnu ikke havde holdt deres oplæg.
Skæbnen ville dog bare, at læreren holdt sig til planen og de elever, der nu engang stod på den pågældende dato (dem, der var blevet sprunget over grundet sygdom og ferie blev altså rykket nederst på listen).
Ældstepigen røg nu ud i noget, der ville have fået mig til at hyperventilere og få meget svedige håndflader – nemlig det ikke at have styr på sit shit i den fransk-belgiske skole.

Men da jeg spurgte hende, hvad hun så gjorde, svarede hun kækt;

“Jeg sagde noget, jeg vidste min lærer gerne ville høre. Fortalte om forskellen på danskere og belgiere. Fortalte, hvor meget mere velopdragne, høflige og imødekommende belgierne er i forhold til danskerne, som er nogle tilknappede væsner, der har nok i sig selv og ikke nødvendigvis gider hilse på folk, de ikke kender.”

Øh ok, og hvad sagde din filosofilærer til det?

“Jeg fik TB (Très Bien) – men det var nok mest fordi, jeg lagde mig fladt ned og ikke forsøgte at gøre mig til et bedre menneske end hende …
Min lærer ved jo ikke, at det slet ikke hænger sådan sammen – Belgierne er nogle overfladiske mennesker, som smiler og siger; “Bonjour. Ça va?” til alle de møder, uden at de ellers har nogen interesse i det andet menneske som sådan – De gør det bare, fordi sådan er de opdraget. Ligesom de undskylder med tre forskellige gloser i sammenhæng, hvis de strejfer dig i sporvognen eller kassekøen i supermarkedet; “Pardon, excusez moi, désolé!” – fordi sådan er de opdraget! Men det er falsk!”

Og til det kan jeg kun give ældstepigen ret. Ikke at jeg dermed siger, at alle danskere er oprigtige hele tiden – men vi kalder måske nok oftere “en spade for en spade” og er mere direkte, når vi står i situationen i stedet for at sige; “Merci”, “pardon” og kindkysse …

Det med kindkysset kan gå hen og blive noget rigtig rod, hvis man ikke lige er tunet ind på det hver morgen… især hvis man er deltager i et møde med 18 andre personer.
Ingen kan foretage sig noget før alle 19 personer har givet hinanden kindkys efterfulgt af “Ça va” – Altså skal der udveksles 171 kindkys (yep, I kan selv regne efter!).
Og selv om du ikke “Ça va’er” de andre sammen med kindkysset, så svarer de alligevel, fordi de tager for givet, at du spørger …
At svaret på “Ça va” så også er “Ça va” fuldender blot komikken for en skandinav som mig.
Her kan jeg lige nævne, at Googlemanden af sine mandlige kollegaer er blevet undtaget dette kindkysseri, fordi han de første mange morgener gav dem en mavepuster samtidig – han ville bare så gerne give dem hånden i stedet.
Men nu har han fået sig en ny kollega og lidelsesfælle, som heller ikke har finmotorikken helt på plads … hahaha …

Nå, men tilbage til skolen …

Igennem et par dage (ja, det blev kun til et par dage, selv om det skulle have været måneder) var jeg i en form for intensiv træning i de franske verber hos ældstepigen. Men da jeg lavede nogle fejl og ikke formåede at få nul fejl i nogle af prøverne, blev jeg kort og godt opgivet og overladt til mig selv – for jeg var simpelthen ikke god nok! Og jeg må indrømme, at det heller ikke var videre motiverende for mig, at jeg ikke fik kredit for min indsats og de 18 rigtige bøjninger, jeg trods alt havde præsteret, men i stedet blev skældt ud for de 5 fejlagtige bøjninger.

Men det var ikke af ond vilje, ældstepigen opgav mig på den måde. Jeg tror mere, det var et forsøg fra hendes side på at lade mig mærke på egen krop og sjæl, hvad hun og yngstepigen er blevet udsat for i deres kamp for at lære det franske sprog og passe ind i systemet hernede. Og det får mig endnu engang bare til at sige;

Hold kæft, hvor er jeg stolt af jer!


Et andet eksempel på, at der også er noget skævt ved systemet hernede er geografitimerne. Ikke så meget det, de undervises i (det kan der være mange holdninger til – og det kommer jeg ind på senere), men måden de evalueres og bedømmes på, når de har lavet projekter og fremlæggelser.

Ældstepigens klasse har i en længere periode haft om vulkaner og skulle i den forbindelse hver i sær vælge en vulkan, de ville holde oplæg om for resten af klassen.
Ældstepigen valgte den islandske vulkan, Hekla, og under sin forberedelsestid (vinterferien) kom hun i tanke om, at vi jo kender en islænding.
Hun besluttede sig derfor for at kontakte ham og stille nogle spørgsmål omkring, hvilken effekt Helka og dens udbrud har haft på islændingene igennem tiden. Han svarede tilbage og henviste endda også til et islandsk tidskrift, som beskrev problematikken (hurra for Google Translate). Ældstepigen fik skrevet sin opgave og henviste enkelte steder til både islandsk bekendt og tidsskrift.

Desværre for hende blev hun straffet for at tænke selv og fik en lavere karakter med begrundelsen, at hun “havde brugt metoder, som de andre børn ikke havde mulighed for!”

Alle har vel mulighed for at søge viden og spørge andre? Og hvis man skulle have haft lyst og fantasi til at låne en bog på biblioteket eller kontakte en vulkanforsker eller andre, der kunne vide noget, så er der vel heller ikke noget galt i det?
Men det er altså snyd at “tænke ud af boksen” og spørge i sit netværk i stedet for at skrive af efter geografibogen og Wikipedia …
I den seneste årskarakter i geografi er ældstepigen også gået ned i karakter med begrundelsen; “Pas på med alle dine spørgsmål til undervisningen!”
Hernede må man nemlig ikke forholde sig til undervisningen – her skal man bare gøre, hvad der bliver sagt – også selv om det, der bliver sagt, ikke giver videre mening. Og hvis du ikke forstår det, så er beskeden, at du må gå hjem og spørge dine forældre …
Nå, ok …

Og det leder mig så tilbage til undervisningsformen og det, der undervises i en stor del af tiden hernede.
Vi befinder os i Europas hovedstad – “Hjertet” af EU, og de har ikke skyggen af samfundsfag eller noget, der minder om EU-relateret stof i undervisningen (vi snakker om École Secondaire).
Ok, vi er nok flere, der er lidt trætte af at høre om Brexit, May og backstop i disse dage – men EU handler trods alt også om andet …
Til gengæld skal eleverne kunne Kongerækken og Europas floder i alfabetisk orden og baglæns, når de bliver udpeget til at stå bag stolen og remse dem op … Og alle elever skal rejse sig, når der kommer en voksen ind i klassen – også selv om det er midt i undervisningen. Kommer der en voksen gennem kantinen i det store spisefrikvarter, skal alle børn rejse sig – dog først i det øjeblik den voksne er ud for det enkelte bord, hvor eleven sidder … – Kan I se “bølge-effekten” for jer, når der kommer flere voksne frem og tilbage?

Ding, ding, 1940’erne har ringet – de vil gerne have deres undervisningsform tilbage …

NB: Til de af jer, der rent faktisk kender ældstepigen, så er der vist (trods alt) grænser for, hvor provokerende hun kan få sig selv til at være uden for hjemmet!
Eller måske er der noget, jeg ikke ved …

Kærlig hilsen


Måske synes du også om ...

2 kommentarer

  1. Tak, Lene (blå havkat :))
    Det var sødt sagt – og du har endda selv været vidne til et scenarie hernede med indkøb af de KORREKTE materialer til skolen … hahaha …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.