Vi har været hos tandlægen

 

Tandlægebesøg er, hvor vi bor, en oplevelse i sig selv og anderledes i forhold til, hvad jeg har været vant til i Danmark

 

Hernede er aftaler og tidspunkter (som fx. tandlægetider) noget, der ofte bare slynges ud – for de betyder nemlig ikke noget særligt. Tandlægen møder ind, når det passer ind i tandlægens rytme den pågældende dag. Og de er rimelig ligeglade med, at deres klienter ofte står og venter uden for en lukket og låst dør.

 

De første par år vi boede hernede, havde jeg en sød og rar lille mandlig tandlæge med laksko og jakkesæt under den hvide kittel … Han var meget omhyggelig og gjorde sit arbejde ganske udmærket – Det skal lige nævnes, at jeg ikke har noget problem med at gå til tandlæge, overhovedet!

 

Men det (udover jakkesæt og laksko), der gjorde det til en anderledes oplevelse var, at de fleste tandlæger hernede også selv fungerer som klinikassistent, telefonpasser, døråbner, modtager af pakkepost m.m. … – alt imens klienten efterlades med “spytsugeren” i mundvigen …
Med det resultat at klienten efter endt konsultation sendes på gaden med et svælg tørre end Saharas ørken og en overlæbe, som (grundet tørke) klæber sig fast på fortænderne!

 

Til gengæld havde min lille tandlæge ingen dyre møbler i venteværelset, som jeg skulle være med til at betale til… 🙂

 

 

Men for to år siden skiftede pigerne og jeg til den samme tandlæge, som min mand har, da den ligger lige rundt om hjørnet, hvor vi bor nu – og det er praktisk!
Her er der dog en klinikassistent af og til – men hun kan kun bevæge sig, hvis tandlægen giver hende et signal – og allerhelst vil hun vist bare gerne være i fred og ikke tales til eller med. Derfor foregår alt omkring bestilling af ny tid m.v. som en monolog fra din side … – og det kan da også være fint nok, hvis hun bare giver dig en lap pair, som dokumenterer aftalen …

 

Til gengæld har du lidt oplevelsen af at være på besøg i tandlægens eget hjem med mahognimøbler, standerlamper og gulvtæpper – og en hyggelig samtale hen over skrivebordet, mens regningen udskrives (i hånden med fyldepen og lineal!) og din journal opdateres – også med fyldepen.

 

Og det er slet ikke unormalt!

 

Hvis jeg havde spurgt efter en kop kaffe, havde jeg sikkert også fået det.

 

 

Men det der med en lille “tak-for-besøget-gave” til børnene, det bruges ikke hernede – til mindstepigens store forargelse, nu hvor hun havde brugt en halv time af sin fritid på det – og i øvrigt heller ikke måtte få bleget sine tænder eller trukket de sidste mælketænder ud… (hun tror, det går hurtigere for de blivende tænder at “falde” helt på plads, hvis bare hun får trukket resten af mælketænderne ud!!)
Faktisk har begge tandlæger sagt, at de ikke er så vant til at tjekke børn, idet tandlægebesøg med børn mange gange er et fravalg fra forældrenes side? – Så kan “børnene” åbenbart selv slås med det, når de bliver myndige.
Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at man ser forholdsvis mange voksne mennesker med bøjle på tænderne hernede …?

 

Når jeg fortæller dem om systemet i DK, siger de, at det har de godt hørt om, og at de også sagtens kan se forskellen, hvis de har klienter fra Skandinavien.
Og sjovt nok var beskeden fra tandlægen i DK, da de fik at vide, at vi flyttede til Belgien, at det skulle vi være glade for, fordi de belgiske tandlæger er nogle af verdens bedste.

 

Jo jo, vi er også ganske godt tilfreds med kvaliteten – men hvad nytter det den almindelige belgier, hvis de ikke går til tandlægen regelmæssigt?

 

Tankevækkende … og endnu et eksempel på, at “helbredelse frem for forbyggelse!” eksisterer i bedste velgående …

 

Kh.