Hverdagen

Den dag belgierne blev introduceret for en lille bid af Danmark

Mens vi stadig boede i Bruxelles, udgav jeg dette blogindlæg om skolernes vinterferie og dertilhørende udklædningsfest for de mindste skolebørn i Belgien. Og i anledning af, at det i morgen er fastelavnssøndag her i Danmark, kan det vist godt tåle en genudgivelse … (Googlemanden er nu OK-manden)

***************

Udgivet første gang i februar 2017

***************

I næste uge er det skolernes vinterferie her i Bruxelles – eller “Congés de Carnaval” som det også hedder hernede.

Og ligesom man i Danmark holder fastelavn, klæder sig ud og slår katten af tønden, så holder man i Belgien også en lille udklædningsfest for børnene i de mindste klasser den sidste dag inden “karnevalsferien”.

Børnene i de større klasser klæder sig ikke ud – de nøjes med at holde “spansk tapas” i de sidste to timer af skoledagen – Hvorfor det lige er spansk tapas, har jeg egentlig aldrig helt fundet ud af – sådan er det bare … Og når man har boet hernede tilpas længe, så forholder man sig ikke yderligere til den slags mærkværdigheder – det er spild af tid, for de forstår ikke, hvorfor du ikke forstår, at der ikke er nogen, der kan svare på dit spørgsmål?

Nå, men op til “Congés de Carnaval”, har yngstepigens skole i denne uge emneuge om karneval, hvor eleverne hver især skal designe et typisk karnevalskostume fra en af de tre belgiske regioner – Flandern, Vallonien eller Bruxelles – eller fra deres eget hjemland, hvis ikke barnet oprindelig kommer fra en af de tre regioner i Belgien.

Yngstepigen, som jo kun er 8 år, var lidt i tvivl om, hvad der er et “typisk dansk karnevalskostume” og valgte derfor at spørge sin lærer til råds.

Umiddelbart var det ikke lige noget hendes lærer kunne hjælpe med, så de blev enige om at forsøge at google det på lærerens mobil … – og her er jeg så lidt i tvivl om, hvad deres søgekriterier helt præcis har været…?

 

Og mor, så kom der et billede frem af en klam, langhåret mand i hul-undertrøje og med f***-finger…? Og så blev Madame L. helt mærkelig i hovedet, og gik ind og viste det til Madame C. i parallelklassen! Og hun blev også helt stram i ansigtet, holdt sig for munden og sagde “Ohhh, c’est effroyable…. Terrible!“”

Citat; Yngstepigen


Okay – Jeg kan godt se, at det måske kan virke lidt mærkeligt, at her kommer vi danskere og forlanger, at den belgiske folkeskole gennemtænker sin pædagogiske vinkel og forholder sig konstruktivt til verden omkring sig – og det faktum at de rent faktisk også selv har underskrevet FNs Børnekonvention (se mine tidligere indlæg for uddybning af den sag) – og så har vi tilsyneladende selv Smadremanden aka Søren Østergaard som “maskot” eller noget ...

Men i et forsøg på forsvar – eller nærmere whataboutism – fristes jeg til at spørge; “hvad med jer selv, hva’, Bruxelles?” Jeres vartegn er en lille nøgen dreng, der står og tisser – og til jul har Saint-Nicolas en sort hjælper, som går rundt og slår de børn, der ikke har været artige!

Og da børnene i 1. klasse skulle lære om egennavne på fransk, var lektien at understrege alle belgiske ølmærker i teksten: “Hvad laver Pascals forældre?

Ja, de drikker tydeligvis en masse øl …

Jeg siger det bare – det var nok aldrig sluppet gennem “spelt-nåleøjet” i Danmark!

Jeg ku’ næsten ikke falde i søvn i går aftes – og måtte bide i dynen for at undertrykke et grineflip over hele den her maskot-situationen og de to forargede Madame’r … – det er simpelthen for sjovt!

Googlemanden var også ved at blive en smule træt af mig, men han kunne alligevel heller ikke holde masken – og så lå vi der – to voksne mennesker – og fniste ned i hver vores pude …

Her til morgen var yngstepigen stadig lidt i tvivl om, hvad hun skulle gøre.

Men under morgenmaden besluttede hun sig for, at hun selv ville finde på noget i løbet af dagen – Og hun var ligesom ikke rigtig modtagelig over for mine forslag om, at når nu hendes lærere alligevel var hoppet op på forargelseshesten, hvorfor så ikke gå all-in og lave et Linse- eller Lebbe-Lone-kostume?

 

Så stopper du, mor! – Tror du måske det er sjovt at gå i fransk skole og komme fra Danmark!

Citat; Yngstepigen

 

Jaaarrrrgghh, … lidt…” – og så alligevel ikke …

God fastelavn, folkens!

 

NB: Yngstepigen valgte at gå med en subjektiv udgave af Karen Blixen som et bud på noget dansk … – og det tænker jeg da ikke er helt skævt … hahahaha …


Kh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.