Jeg har gjort noget …

I mandags gjorde jeg noget, som umiddelbart kan placere mig i rollen som enhver lærers og skoleinspektørs mareridt …

 

Jeg ved det faktisk ikke helt?

 

Men jeg skrev en lang mail til formanden for “Udvalget om Uddannelse” i det fransktalende parlement i Bruxelles, samt den skoleansvarlige og 1. rådmand i kommunen, hvor vi bor (én og samme person, som jeg herefter blot benævner “Monsieur”!)

 

Jo, han er tilfældigvis også vores udlejer, men det kan jeg ikke tage mig af lige nu – jeg ved bare, at han ved og har en mening om, hvordan tingene bør være (også selv om yngstepigen går i skole i nabokommunen), for jeg har studeret hans hjemmeside og tankerne og værdierne bag det, der er offentliggjort fra de forskellige udvalg i Bruxellesparlementet.

 

Problemstillingen er, at yngstepigen igennem de seneste to år har følt sig udstillet og forskelsbehandlet af sin klasselærer, som ikke mener, at yngstepigen er god nok i forhold til andre elever. Det er jo i sig selv svært for et barn (og andre) at forholde sig til “ikke at være god nok i andres øje”! Og der har været rigtig meget skæld-ud, råben og rullen med øjnene fra denne lærer, når yngstepigen fejlede i oplæsning, diktat eller andet.
Dette har ikke været videre motiverende for yngstepigens lyst til at fortsætte sin læring og udvikle sig inden for det franske sprog;

 

“Det er jo lige meget, hvad jeg gør – det er aldrig godt nok til hende – og hvis jeg forsøger at spørge hende, om hun vil hjælpe mig med det franske, siger hun bare; “Je m’en fou, Bjoerg!””

 

Yngstepigen

 

Yngstepigen har også oplevet, at denne lærer over for klassen har sagt, at hun selv er skyld i problemer og konflikter, da hun jo ikke er særlig god og ikke ved, hvordan man taler korrekt fransk! (tag den, fra en (fransk)klasselærer, som burde være den, der opmuntrede og vejledte …)

Til os forældre skrev den pågældende lærer endda efter sommerens eksamener i 4. klasse i juni måned i år, at hun heller ikke kunne se, at yngstepigen havde forbedret sig i matematik ud fra de prøver og tests, der var lavet.

“Kunne det have noget at gøre med, at yngstepigen igennem året dels har fået 100% i de tests i færdighedsregning, du har lavet med dem og dels stadig ligger på 50% i problemregning, hvor der er en masse tekst? Jeg er enig med dig så langt, at det på papiret kan være svært at se en forbedring fra 100% til 100% i færdighedsregning, men har du overvejet at dykke lidt længere ned i materialet, så vi alle kan få en fornemmelse af, hvordan det egentlig forholder sig? – Nemlig at det som sådan ikke har noget med hendes færdigheder inden for matematikken at gøre, men derimod hendes færdigheder inden for franskkundskaber og forståelsen af opgaverne, som de er beskrevet i problemregningen?”
Det sidste har hun aldrig svaret mig på – og umiddelbart har jeg heller ikke behov for hendes svar, for yngstepigen er nu videre i 5. klasse og har fået en anden klasselærer, som virker noget mere kompetent til opgaven og giver udtryk for, at hun gerne vil yngstepigen.

 

Men udfordringen er stadig, at den tidligere klasselærer ofte er “gårdvagt” i den store middagspause sammen med en mandlig pædagog fra “garderie” (SFO).

Forleden dag følte yngstepigen sig generet af en anden pige fra klassen – de to piger har haft nogle konflikter gennem årene, og det har de været lige gode om – og yngstepigen reagerede desværre med at nive den anden pige i afmagt over bemærkningen;

 

“Jeg kan næsten ikke holde ud at være i nærheden af sådan en som dig!”

 

Pigen i skolegården

 

Reaktionen fra yngstepigen kan og vil jo selvsagt aldrig være løsningen på en konflikt, og det berører mig ret meget, at mit barn tyer til en handling som denne.
Men udfaldet på det hele blev, at den tidligere klasselærer afbrød den mandlige gårdvagts forsøg på at snakke med pigerne om hændelsen, hvorefter hun skreg yngstepigen ind i hovedet, at hun var et forfærdeligt og egoistisk barn, som skulle på kontoret nu – og at yngstepigen bare kunne vente sig, for de ville ringe til hendes forældre.
Sidstnævnte kan sikkert fungere “fint” som en trussel for belgiske børn, hvis de er bange for deres forældre – men det kan ikke og vil aldrig være en trussel over for mine børn!
Læreren slæbte derefter (ja, jeg skriver “slæbte”), yngstepigen ned på kontoret til inspektøren, hvor hun berettede om hændelsen.
Inspektøren kvitterede med; “Hvis du rører den anden pige igen, så smider jeg dig ud af skolen og nu ringer jeg og fortæller det til dine forældre!”

 

De ringede aldrig. Der stod blot i meddelelsesbogen, at de ville se os til møde onsdag morgen vedrørende yngstepigens opførsel.

 

Jeg fik nok, blev emotionel og gik i tænkeboks.
Googlemanden foreslog, at jeg skulle kontakte “Monsieur”, og spørge ham, om han eventuelt ville bistå mig ved dette møde?

Googlemanden er selv på forretningsrejse … og det er måske meget godt – trods alt – for jeg vil til evig tid kunne genkalde mig oplevelsen af svimmelhed og ikke mindst følelsen af min puls’ hamren i både ører og øjne fra dengang Googlemanden himself i meget klart og fast toneleje sagde til pigernes skoleinspektør, i de små klasser på den tidligere skole, at deres pædagogik var lige til at trække ud i lokummet, og at han i øvrigt forventede at få præcist at vide, hvad vores børn havde gjort forkert og hvem, der havde truffet beslutningen om sanktion.
Efter den melding blev der ikke mere skrevet i meddelelsesbøgerne eller foretaget sanktioner over for vores børn. Tankevækkende, alligevel…

 

I starten var jeg lidt “pas” på det med at kontakte andre, for det burde jo ikke være nødvendigt … Men jeg gjorde det alligevel.

Jeg skrev til “Monsieur” om mine oplevelser og om, hvad yngstepigen fortæller herhjemme. Jeg viste ham udtalelser fra den tidligere klasselærer og gjorde det klart for ham, at jeg ikke var ude på at placere skyld hos hverken den ene eller den anden – men at jeg bare så gerne vil have en forklaring på, hvordan det her system skal forstås – så jeg har noget at forholde mig til – og at jeg i øvrigt har en forventning om, at alle børn bliver behandlet med respekt fra de voksne på skolen.
Jeg forklarede, at jeg ikke kan se formålet med skæld-ud og trusler – med mindre det er for at skabe frygt i barnet – og at jeg ikke er af den mening, at jo mere et barn nedgøres og får en følelse af at være værdiløs, jo større bliver barnets mod på at lære og på at tilpasse sig – Tvært i mod!
Alt sammen helt bevidst uden at nævne, hvilken skole yngstepigen går på (det kan han jo alligevel selv gå ind og hente oplysninger om, hvis han vil.)
Jeg skrev også til ham, at denne henvendelse blot var for at få noget sparring til mit møde med skolen – samt at jeg ser meget positivt på den nuværende klasselærer, men at hun ikke kan løse problemstillingen alene – og slet ikke så længe der er andre, der modarbejder processen.
Et barn bliver aldrig “god nok”, hvis de øjne der kigger på barnet allerede har besluttet sig for, at barnet ikke er værd at investere i.
Jeg skrev også til ham, at vi har forsøgt at tale med skolen om netop denne problemstilling tidligere – uden yderligere succes.

 

I går, tirsdag eftermiddag, kom “Monsieur” og ringede på vores dør. Han gjorde meget ud af, at der her er tale om en klar fejl fra skolens og lærerens side – og at trusler (og tomme trusler) ingen steder hører hjemme. En inspektør vil aldrig kunne effektuere en eksklusion på en sådan baggrund. “Hvor gammel er den inspektør og den lærer?”- spurgte han (og jeg kunne se på ham, at han udmærket godt kendte svaret på forhånd!)

Han hjalp mig med at få skitseret min egen agenda til mødet, og han gjorde det også klart, at det var vigtigt at nævne, hvor stresset yngstepigen er over hele tiden at skulle forsvares sig selv og gøre sig fortjent til at være der. Derudover nævnte han, at han ville foreslå mig at bede den nuværende klasselærer om at “holde øje” med den tidligere lærers fremtidige opførsel over for yngstepigen, for den holdning til og behandling af et barn hører ingen steder hjemme, og at det er noget, der skal stoppes straks. Hvis ikke det sker, så er der nogle, der har et gevaldigt problem. (Det er måske lige lovlig meget at bede om – det synes jeg ikke rigtig er fair over for et menneske, som jo også skal være kollega …?)
Han var i øvrigt enig i, at yngstepigens reaktion er “logik for burhøns”, og at ens velbefindende har stor betydning for lysten til og modet på at tage imod læring.

Og det var her ældstepigen måtte træde til og hjælpe sin MOAR med at formulere sig på fransk, for der blev det hele sgu lige pludselig for følsomt, idet jeg nu stod face-to-face med en person, jeg oplevede ville hjælpe mig og gav udtryk for, at mine frustrationer var helt på sin plads.
Jeg er edder*** glad for, at jeg har så robust og stærk en ældstepige, som fuldt ud tager over i sådan en situation, hvor jeg bliver ked af det!

 

I dag har jeg så været til møde på skolen, hvor yngstepigens tidligere klasselærer valgte ikke at deltage, for hun kan ikke se meningen med at snakke med mig, så længe jeg ikke mestrer det franske sprog i en grad, hun kan forstå (den udtalelse har jeg på skrift – hvilket heller ikke så ud til at imponere “Monsieur” yderligere, selv om han også selv kun taler fransk!).

Den nuværende klasselærer konstaterede efter min beretning, at mine oplevelser og dét yngstepigen har fortalt hjemme fuldt ud beskriver situationen, og at hun meget gerne vil yngstepigen, har forståelse for hendes reaktioner og ikke er enig i håndteringen fra den anden lærers side. Hun fortalte også, at hun har snakket med forældrene til den anden pige og forklaret dem, at yngstepigen ikke reagerer uden grund, selv om den anden pige siger, at hun intet gjorde selv.

Det lyder jo alt sammen næsten for godt til at være sandt – fristes jeg til at sige – specielt hendes reaktion på min påstand om, at det her jo ikke er “raketvidenskab” men helt elementært stof fra 1. kapitel af Psykologihåndbogen … 🙂 (Skoleinspektøren forholdt sig i tavshed!)

Og da jeg nævnte, at den mandlige pædagog umiddelbart så ud til at have haft rimelig styr på situationen i skolegården forleden med rolig samtale og idéen om at pigerne en anden gang, skal tage fat i ham for at få hjælp, svarede nuværende klasselærer; “ja, det virker som om, XX kender pigerne bedre end den klasselærer, der har haft dem de sidste to år!”

 

Og nu kan jeg så sidde og tænke, om det overhovedet var nødvendigt at inddrage “Monsieur” i alt dette? Men jeg er kommet frem til, at jeg egentlig synes, det er “sundt” nok for ham at høre, hvordan det opleves i praksis … – Og jeg ved også, at han har undersøgt andre ting omkring den skole, for ellers ville han ikke have været så klar i mælet over for mig, men blot have spurgt mig, om vi havde forsøgt at tale med skolen om det (han stod nemlig og bladrede i en hel del flere papirer, end den mail, jeg havde sendt ham).

 

Behøver jeg tilføje, at jeg faktisk tudede lidt i sporvognen på vej hjem? Af glæde over at føle mig lyttet til, tror jeg …

 

Da jeg var ved at afslutte dette indlæg, kom vores udlejers kone og ringede på – hun ville blot spørge, hvordan dagens møde på skolen var forløbet og om vi kunne mærke en forbedring i forhold til, hvordan yngstepigen bliver behandlet på skolen nu?
Øh ikke umiddelbart allerede nu – men det håber jeg da, vi kommer til meget snart, svarede jeg.
” Ja, ellers komme du bare til os igen – også hvis der er andet, vi kan være behjælpelige med!”, sagde hun …

 

Jeg må sige, at der er nogle, der taget det alvorligt … – men jeg synes også, det er trist på systemets vegne, at det kommer derud …

 

Kh.