Fra 100 til zero

* * * * *

Jeg tror ikke, der er nogen, der går gennem livet uden skuffelser af en eller anden art. Og vi forsøger også på bedste beskub at ruste vores børn til at tackle netop det, at livet byder på både op- og nedture, hvad end man vil det eller ej. Men derfor er det alligevel hjerteskærende at se sit barn nedsmelte og gå fra + 100 til zero i løbet af et enkelt blink med øjnene …

I mandags skrev yngstepigens skole, at de inden for et par dage ville sende et brev til de elever, der skal tilbage til skolen i dette skoleår. De gjorde det også klart, at det kun er de elever, der betegnes som “fragile”, der kan vende tilbage til skolen og at der for alle andre elever ikke bliver mere skolegang i dette skoleår.

Inderst inde havde jeg regnet med, at denne tilbagevenden til skolen ikke kom til at omfatte yngstepigen – og som hun selv siger; “jeg har det jo godt herhjemme i modsætning til flere andre!” – Men jeg havde dog alligevel et lille spinkelt håb om, at hun måske kunne komme med i kraft af sin tosprogethed og de faglige udfordringer, der kan være i det – også selv om Googlemanden prøvede at overbevise mig om at uanset, hvordan jeg drejede det, så kommer vi med stor sandsynlighed ind under kategorien ressourcestærke, som kan hjemmeundervise vores børn (også under belgisk standard!)

Men da der så i går lå et brev fra skolen i postkassen, var yngstebarnet slet ikke til at skyde igennem – hun hoppede rundt og kunne næsten ikke vente på at få brevet åbnet … For så at falde fuldstændig sammen, da det viste sig blot at være et dokument der beskrev, hvilke af de betalte skolepenge vi kan trække fra i skat og hvilke vi vil få direkte tilbagebetalt grundet denne COVID-19-situation.

Da der en time senere kom en mail startende med; “Da dit barn er et af de børn, der ikke kan vende tilbage til skolen i dette skoleår, har vi behov for at vide, hvornår én af forældrene eller en anden af barnets pårørende kan komme og hente barnets personlige ting fra skolen. Vær’ opmærksom på, at der ikke er adgang på skolen for børn, forældre eller pårørende til børn, der ikke er tilbage i skolen – Ring derfor på klokken og barnets ting vil blive bragt ud til vejen.” … – ja så behøver jeg vist ikke nævne, at yngstebarnet brød grædende sammen og hulkende fik sagt, at det er uretfærdigt …

Og ja, det synspunkt har man lov til at have, når man er 11 år … – og så tog vi snakken om, hvorfor det er som det er og hvem der har besluttet, at reglerne skal være som de er på nuværende tidspunkt og hvorfor. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere trist bliver jeg over alt det her … – for der er virkelig mange, der har haft og har det meget værre end vi har!

Selv om yngstebarnet alle dage har været af den opfattelse, at skolen er noget opreklameret fis og hun til tider har hadet den (og det belgiske system), så må man bare ikke glemme, hvor vigtigt det sociale uden for hjemmet har været og ER for vores børn! Yngstepigen havde virkelig glædet sig til i det mindste at komme ud på skolen og sige farvel til både kammerater og den fantastiske lærer, hun heldigvis har haft det seneste halve år.

COVID-19, skrid! Så vi i det mindste kan få lov at rejse ud af Belgien og hjem til vores nye hjem i Danmark …

Pas på jer selv!

Kh.

Måske synes du også om ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.