Forleden dag sagde Googlemanden; “Jeg fornemmer, at der er et blogindlæg på vej fra Lene-Lene!” Egentlig havde jeg ikke selv tænk på at skrive et indlæg om det – men da han foreslog det, fik jeg alligevel lyst til at skrive lidt igen. På samme vis som Googlemanden købte et hus til mig i DK, fordi han ikke længere gad høre på, at jeg savnede lakridser og bløde opvaskebørster, da vi boede i Bruxelles – så gad han sidste sommer heller ikke høre mere på mine frustrationer over den lysende motorlampe i svigerfars gamle VW Touran – som jeg havde overtaget – for ikke at tale om mit brok over…

*****   Vi har nu boet i Fredericia i en måneds tid og det er rart at være hjemme igen – selv om jeg havde forsvoret, at jeg aldrig (som i A-L-D-R-I-G) skulle bo i Jylland. Jeg er fra Sjælland og der skulle jeg tilbage til …  Men ok, det her er så lidt Jylland, som det næsten kan være, hvis det ikke skal være Fyn – og på Fyn vil Googlemanden under ingen omstændigheder bo! (Så er det jo lidt komisk, at han ikke er kommet med hjem til Danmark endnu, men er blevet i Belgien … – men det er vist noget med noget arbejde, siger han ….:)…

* * * * *   Jeg tror ikke, der er nogen, der går gennem livet uden skuffelser af en eller anden art. Og vi forsøger også på bedste beskub at ruste vores børn til at tackle netop det, at livet byder på både op- og nedture, hvad end man vil det eller ej. Men derfor er det alligevel hjerteskærende at se sit barn nedsmelte og gå fra + 100 til zero i løbet af et enkelt blink med øjnene …   I mandags skrev yngstepigens skole, at de inden for et par dage ville sende et brev til de elever, der skal tilbage til skolen i dette skoleår. De…